(Last Updated On: 2. august 2022)
Midler fra Nordea Fonden virkeliggjorde drømmen om en udendørs træningsbane ved Strøby Idrætscenter. (Foto: Anders Juel-Winther)
Stevns: At drive forening kræver meget, både mange frivillige som ligger en masse timer, en aktiv bestyrelse samt økonomiske midler. Tit dækker kontingenterne og støtte fra kommunen kun den løbende drift, og det kan være svært at ligge noget til side til større investeringer og gøre det endnu mere attraktivt for medlemmerne.

En af mulighederne er at søge fondsmidler, som kan være med til enten delvist eller helt finansiere nogle af de gode ideer, som der er masser af i foreningerne.

En af dem, som har haft succes, er Henrik Brehm Pedersen fra AIK 65 Gymnastik, der fik en lille million kroner fra Nordea Fonden til opførsel af træningsbane ved Strøby Idrætscenter. Den er nu til fri afbenyttelse for byens borgere, som ønsker at træne individuelt, og der er også mulighed for holdtræning.

– Der er ingen tvivl om, at det kræver planlægning og et klart projekt at søge fondsmidler, men når det så lykkes og man ser familier have barnevogn og deres børn med op og træne, så bliver man glad, udtaler Henrik Brehm Pedersen.

Nogle af de erfaringer som Henrik har gjort sig og kan give videre:

– Have et klart projekt og gjort sig klar hvad man søger midler til

– Tænke hele levetiden igennem ift. drift og vedligeholdelse

– Undersøge om fonden har doneret til lignende projekter før.

– Tilpasse projekt til fonde som har fokus på særligt område.

– Uddelegere til medlemmer, flere ønsker ikke at binde sig i flere år som f.eks. bestyrelse kræver.

– Start i det små, ingen grund til at starte for stort.

Derudover sætter Henrik også pris på, at Folkeoplysningsudvalget har gjort det muligt at få gratis adgang til fonde.dk. Her er det muligt at søge struktureret efter relevante fonde og dermed gøre denne del af processen nemmere.

Henrik anbefaler også, at man sparrer med nogen. For eksempel er Fritid i Stevns Kommune gerne behjælpelig, både med fonde.dk samt gode råd. For yderligere info kan Anders Juel-Winther kontaktes på kultur-fritid@stevns.dk.

Også i Stevns Frivillighedscenter i Hårlev er der godt hjælp og sparring at hente. Her kan frivillighedscentrets daglige leder, Lena Bjerrum Bach kontaktes på kontakt@stevnsfrivillighedscenter.dk.

Skriv en kommentar