(Last Updated On: 8. april 2020)

De fleste idræts- og kulturforeninger på Stevns regner med at klare sig gennem corona-krisen

En af Spilledåsens aflyste forestillinger var med Rasmus Lyberth, men han kommer i stedet med band den 11. maj 2021, ligesom »Hyldest til Benny Andersen« rykkes til 9. marts 2021, og koncerten med Tip Toe Big Band til 29. marts 2021. (Pressefoto)

Kultur og fritid: Biografen og svømmehallen er lukket, sportshallen og teatersalen ligeså, og idrætsforeninger, spillesteder og kulturforeninger aflyses eller udsætter arrangementer.

Det koster, og risikoen for alvorlige underskud på regnskabet truer, men de foreninger som Stevnsbladet har talt med tager det med sindsro. Endnu.

Ikke i akut krise

En af disse er Spilledåsen, som har måttet aflyse resten af forårsprogrammet, som er tre koncerter.

– Vi mister selvfølgelig nogle billetindtægter, men vi har omvendt ikke udgifter til kunstnerne og til leje af Snurre-
toppen, fortæller næstformand Rolf Persson fra Spilledåsen, som bl.a. støttes af Kulturstyrelsen.

– Et af kravene herfra er, at vi har mindst 10 arrangementer, og det kommer vi jo ikke til at opfylde. Vi kommer til at lande på syv eller otte, men jeg forventer at man vil betragte det som force majeure, at vi ikke når de ti, lyder det fra Rolf Persson.

Snurretoppen, som ligger lokaler til Spilledåsens koncerter, er normalt Stevns eneste biograf, men den holder også lukket.

– Vi er ikke tynget af andre faste udgifter end til lys og varme, og filmudlejerne har været meget fleksible med de aftaler vi har om film, oplyser formand Bjarne Hendrichsen og fortsætter:

– Vi er alle frivillige, og har ingen lønudgifter, så er vi er trængte, men ikke i en akut krise, siger han.

Medlemssolidaritet

Idrætsforeningerne mærker naturligvis også, at træningen er lukket ned, men de økonomiske omkostninger holdes tilsvarende nede.

– Kontingentindtægten for vintersæsonen er betalt, og jeg håber, at medlemmerne er solidariske, selv om vi ligger stille lige nu, udtaler formanden, Ralf B. Hansen, for Rødvig Gymnastik- og Idrætsforening.

Foreningen har måttet aflyse den årlige gymnastikopvisning den 18. april, og her mistes indkomst, men det betyder ikke, at Rødvig mister sin gymnastik-og idrætsforening.

– Nej, det lover jeg dig, kommer det kontant fra Ralf B. Hansen

Holder gang i træningen

Store Heddinge Boldklub servicerer seniormedlemmerne med løbeprogrammer, og ungdomsholdet får leveret tekniske øvelser via FaceBook, forklarer SB’s formand Mikkel Hoffmann-Rasmussen.

– Vi overvejer hvad der skal ske med kontingentopkrævningen, og under alle omstændigheder vil vi miste noget økonomi. Men vi beholder skindet på næsen, siger han.

AIK 65 Strøby Gymnastik bekymrer sig mest om at idrætsudøverne ikke kan mødes.

– Det er ærgerligt, økonomisk klarer vi os, siger formanden Dorte Larsen, som dig tilføjer:

– Hvis nedlukningen fortsætter ind i efterårssæsonen, er der selvfølgelig en anden sag.

Klar på startskamlerne

Bestyrelsesformand i svømmeklubben SHS-Stevns, Susanne Haunsvig oplyser, at bestyrelsen på baggrund af anbefalinger fra DGI, Dansk Svømmeunion og DIF på et ekstraordinært telefonbestyrelsesmøde har besluttet at fortsætte samarbejdet med trænere og hjælpetrænere.

– Dette er blevet økonomisk muligt, fordi Stevns Kommunes Folkeoplysningsudvalg har tildelt foreningen det ansøgte aktivitetstilskud. Vores dygtige daglige leder af svømmeskolen, Tine Jensen og cheftræner, Lars Ole Holm arbejder med kontakten til trænere og konkurrencesvømmere, så de er klar på startskamlerne, når vi igen kan komme i gang i Stevnsbadet, siger Susanne Haunsvig.

Ej blot til lyst

Betalingen for Stevns Teaterforenings aflyste forestillinger er uafklarede, og forkvinden for foreningen, Lene Vestergaard, sætter sin lid til forhandlingerne mellem Danmarks Teaterforeninger, teatrene og kulturministeriet.

– Mit håb er, at det statslige tilskud vi får til den enkelte forestilling, kan gå videre til teatrene som kompensation i stedet for betalingen fra os. Det vil ikke dække hele beløbet men en pæn del, oplyser hun.

– Jeg er optimistisk med hensyn til overlevelse, understreger hun.

Det samme er Lene W. Overgaard fra Stevns Amatør Scene, som måtte aflyse forestillingen ”Barselstuen” i marts måned.

– Vort tab vil udelukkende være annonceudgifter og leje af Snurretoppen, samt manglende billetindtægter til at dække det, vi allerede har brugt på kostumer og scenografi, men tabet vil jo til en vis grad udlignes, når/hvis forestillingen bliver gennemført på et senere tidspunkt. Så vi overlever, siger hun.
sky

Skriv en kommentar