(Last Updated On: 15. oktober 2018)

Stevns Kommune har stillet en gratis plads til rådighed for det »lille røde« turistinformationshus på Havnepladsen 1 i Rødvig lystbådehavn.

Rødvig: Det er to år siden, at Turistbureauet i Rødvig blev nedlagt.

Men takket været en gruppe frivillige borgere har over 4.000 turister kunne få information om Stevns seværdigheder.

Fra over 22 lande

Den frivillige turistforening har netop lavet status på sæson 2018, og de 26 frivillige kan fremvise imponerende tal for perioden 23. juni til 2. september, hvor de har serviceret turister fra over 22 forskellige lande.

Det har omfattet alt fra anvisning af spise- og overnatningssteder, forretninger til offentlige toiletter.

Alene det, at alle disse ting bliver registreret må være til stor gavn for kommunens og Stevns Erhvervsråds planlægning af turisttiltag.

Kritisk to-do liste

Statusrapporten har også et kritisk blik på det at være turist på Stevns.

– Digital turistinformation er ikke tilstrækkeligt, fortæller Finn Barlach og Peer Nørgaard, som er to af de frivillige bag ”det røde hus” i Rødvig Havn.

– Det er også et stort tab for Stevns Klint-oplevelsen at Shuttlebussen er afskaffet. Der findes ikke nogen samlet trykt oversigt over overnatningsmuligheder eller spisesteder på Stevns, og der mangler skiltning til og ved seværdigheder på Stevns, lyder noget af kritikken fra Finn Barlach og Peer Nørgaard.

Foreslår turisthøring

Derfor opfordrer de til at Stevns Kommune i løbet af efteråret afholder en åben »Turisthøring«, hvor årets turismeindsats evalueres og erfaringerne bruges til at koordinere og planlægge næste års indsats og samarbejde.

Politiker: Ønsker dialog

Den idé er formanden for Arbejdsmarked, Erhverv og Turismeudvalget, Mikkel Lundemann Rasmussen (K), med på:

– Vi er netop gået i gang med at nytænke vores turismestrategi, hvor vi i løbet af efteråret vil inddrage alle turismeaktørerne samt deres viden og erfaringer. Så det passer i virkeligheden rigtig godt ind i det ønske som Rødvig Turistinformation også har. Jeg ser meget frem til den fremadrettet dialog, slutter Mikkel Lundemann Rasmussen.
sky

Skriv en kommentar