(Last Updated On: 6. april 2021)

Endte i udvalg

Enhedslisten rejste debat om det omstridte opholdssted, Holmegaardshuset i Fensmark, på kommunalbestyrelsesmødet. (Arkivfoto: Carsten Lysdal)

Politik: I Fensmark ved Næstved ligger familieopholdsstedet Holmegaardshuset, der tager imod både børn, unge og familier.

En del kommuner, herunder Stevns, har gennem flere år sendt sårbare børn og familier til Holmegaardshuset, der siden 2016 har været udsat for kritik i medierne, fra flere kommuner, advokater og tidligere medarbejdere og som nu er politianmeldt.

Politianmeldt institution

Den kritiserede institution har været besøgt af Socialtilsynet flere gange, og for øjeblikket afventes endnu en rapport.

Disse forhold bekymrer Enhedslisten, og Jan Jespersen (Ø) rejste derfor forslag om, at Stevns Kommune straks stoppede med at gøre brug af Holmegaardshuset til stevnske borgere.

– Vi foreslår, at Stevns stopper med at sende sårbare stevnsboere dertil, indtil politiets undersøgelser er afsluttet og der foreligger en ny og positiv rapport fra Socialtilsyn Øst, lød begrundelsen fra Jan Jespersen.

– Vi har talt med folk, som har været gennem grusomme hændelser og behandling, og så længe der er tvivl, skal den komme borgerne til gode, sagde Enhedslistens gruppeformand.

Socialtilsynsrapport

Det udskældte opholdssted har været omtalt i medierne med sager om beskyldninger som ”isolation i kældre”, ”manipulation” og forsøg på økonomisk vinding ved at gøre ”familierne og børnene dårligere, end de er, for at fastholde dem i Holmegaardshuset”, som ifølge Sjællandske Medier har tjent tocifrede millionbeløb fra kommuner.

– Vi har haft kontakt til Socialtilsyn Øst, og vi kan forvente en rapport om en måned, sagde borgmester Anette Mortensen (V) som kommentar til Enhedslistens forslag om at sætte henvisninger til institutionen på pause.

– Jeg foreslår at Børne, Unge og Læringsudvalget tager en vurdering og bestik af situationen, når der foreligger en ny tilsynsrapport, sagde borgmesteren.

Tilbage til udvalg

Både Nyt Stevns og Dansk Folkeparti støttede Enhedslistens forslag.

– Det har foregået i for lang tid, og indtil det modsatte er bevidst, er det bedst ikke at sende vores borgere dertil, lød det fra Mogens Haugaard (N).

– Vi har med sårbare mennesker at gøre, og har vi den mindste mistanke, skal det undersøges til bunds, sagde Janne Halvor Jensen (O).

Socialdemokraterne Steen S. Hansen og Henning Urban Dam erklærede sig enig med borgmesteren, og et flertal endte med at stemme mod Enhedslistens, Nyt Stevns og Danske Folkepartis seks stemmer, hvormed sagen sendes til behandling i Børne, Unge og Læringsudvalget.
sky

Skriv en kommentar