(Last Updated On: 21. oktober 2015)

Læserbreve-735x415Af: Mogens Madsen, Rosenvænget, Hårlev

Tak til Thor Grønbæk for hans svar – men jeg er fortsat ikke enig i budgetforligets mål og midler.

Jytte Michaelsen har et indlæg i sidste uge, hvor hun bakker op om mine tilkendegivelser, men jeg vil meget kraftigt betone, at jeg absolut ikke ønsker at blive slået i hartkorn med JM’s øvrige bemærkninger.

Jeg skrev om et bredt smil, og ikke, som JM kalder det – et dumt smil. Det vil jeg tage klart afstand fra.

Endvidere tager jeg også klart afstand fra bemærkningerne om flygtninge. Jeg har den holdning, at vi selvfølgelig, som vi har gjort før: i 1944/45, de bosniske flygtninge, vietnamesere m.fl., skal hjælpe andre i nød. – Jeg er ikke så naiv at tro vi kan sluse ubegrænsede antal ind i landet, men den opskrift regeringen har valgt, er for mig et ubehageligt tiltag.

Det seneste forslag om, at hvis en flygtning, migrant – med opholdstilladelse – tjener mere end 300.000 årligt, får vedkommende en bonus. – Det er nedladende over for de mennesker, der ikke har en uddannelse der giver en sådan løn – og jeg tænker naturligvis også på de mange etnisk danskere der ikke kan tjene så meget. – De må føle sig utrolig nedvurderet.

Men – min slutbemærkning må være, at vi har råd til at hjælpe både de ældre og fattige og andre i nød. Det handler om prioritering.

 

Skriv en kommentar