(Last Updated On: 12. januar 2017)

Stevns: Bestyrelsen for Venstre Stevns har på et bestyrelsesmøde tirsdag aften besluttet at fremrykke den ordinære generalforsamling, som ellers skulle være afviklet i Sundheds- og Frivillighedscentret i Hårlev den 28. februar.

Generalforsamlingen bliver i stedet afholdt onsdag den 25. januar i Strøbyhallen.

– Vi har i bestyrelsen modtaget to vidtgående forslag til generalforsamlingen, som vi mener skal behandles hurtigst muligt. Derfor har vi valgt at fremrykke generalforsamlingen, oplyser formanden for Venstre Stevns, Birger Hauge, til Stevnsbladet.

Han kan desuden oplyse, at de to forslag – som er fremsendt af to af Venstre Stevns’ medlemmer – er enslydende og omhandler forslag om indkaldelse til et nyt opstillingsmøde for valg af borgmesterkandidat, da en gruppe af medlemmer mener, at der er sket så afgørende en negativ udvikling omkring Venstres spidskandidat, at et nyt opstillingsmøde er påkrævet.

– Bestyrelsesmedlemmerne står frit til at stemme, hvad de vil. Et flertal i bestyrelsen anbefaler medlemmerne at stemme forslaget ned, siger formanden med den begrundelse, at man allerede i august sidste år valgte Mogens Haugaard Nielsen som spidskandidat.

– Det var en demokratisk proces, som man bør respektere, siger Birger Hauge.

Bliver forslaget derimod vedtaget, skal der findes kandidater til et nyt opstillingsmøde, som skal afholdes hurtigst muligt derefter.

rmh

(Arkivfoto: Signe Ravn)

 

Skriv en kommentar