(Last Updated On: 24. maj 2022)

Store Heddinge/Christiansborg: Mandag i sidste uge blev 100 unge velfærdstalenter fra hele landet fejret på Christiansborg, hvor der blev holdt taler og overrakt diplomer til alle de udvalgte talenter, som alle arbejder på velfærdsområder og hver dag gør en forskel for andre mennesker.

Anita Larsen (tv) har indstillet sin kollega, sosu-assistent Frieda Pæregaard til Velfærdens Talent 100. (Foto: Rikke Michael Hansen)

I blandt de 100 talenter var Frieda Pæregaard, der siden december 2015 har arbejdet som social- og sundhedsassistent på Rehabilitering Stevnshøj i Store Heddinge. Hun blev indstillet af sin kollega, Anita Larsen, der bl.a. skrev i sin nominering af Frieda, at hun vellidt af alle, altid imødekommende og en fornøjelse at arbejde sammen med.

Dagen efter var der mere festivitas for Frieda, som tirsdag formiddag blev fejret endnu engang; denne gang af Anita og de andre kollegaer på Stevnshøj, der var samlet i fællesrummet på Stevnshøj til et glas boblevand, lidt sødt og flere taler.

Dels var der tale fra næstformand i FOA Køge, Karin Hargreave:

– Du er fremtiden, vores guld og du er med til at brande vores fag og gøre os stolte over, det vi kan, lød det bl.a. fra Karin Hargreave.

Også Dorthe Holmboe, der er centerchef for Sundhed og Omsorg i Stevns Kommune, var mødt op for at fejre Frieda:

– Du gør en kæmpeforskel her i Stevns Kommune. Du er med til at sætte fag og faglighed på dagsordenen, tale fagområdet op og gøre op med fordomme om faget. Tak for at være den, du er, sagde Dorthe Holmboe.

Nomineringen – Velfærdens Talent 100

Frieda Pæregaard, social- og sundhedsassistent, Rehabilitering Stevnshøj, Stevns kommune

Nomineret af: Anita Larsen

Frieda er altid omhyggelig i sit daglige arbejde. Hun går all in på alle sine opgaver. Hun er også rigtig god til at tage sig af sine kollegaer. Hun er altid venlig og imødekommende ved de pårørende. Hun er vellidt af alle. Klager aldrig men klør bare på. Hun er en fornøjelse at arbejde sammen med.

Hædersgæsten var glad for fejringerne og de mange flotte ord:

– Det har været en stor oplevelse og ære. Det er dejligt at blive anerkendt, sagde en glad Frieda, som også fik blomster af Stevns Kommune og varme kram fra kollegerne.

Det er femte år i træk, at PenSam og FOA kårer de 100 største talenter inden for kernevelfærden i Danmark. De unge blev fejret mandag den 16. maj kl. 13-15 på Christiansborg, hvor der bl.a. vil være deltagelse af social- og ældreminister Astrid Krag (S). Også Torsten Fels, der er administrerende direktør i PenSam og Mona Striib, forbundsformand i FOA, holdt tale for de udvalgte 100 unge mennesker under 36 år, som til dagligt arbejder som bl.a. pædagogmedhjælpere, social- og sundhedsassistenter og rengøringsassistenter.
rmh

Skriv en kommentar