(Last Updated On: 10. august 2021)

Musik: Fredag den 13. august kl. 13 kan man opleve en unik gratis friluftskoncert på Stevns Fyrcenter, når orkesteret Storälven besøger Stevns Fyrcenter.

Her vil de spille deres folkemusiske melodier lige ved kanten af klinten, og lade publikum opleve sammensmeltet europæisk folkemusik på en unik lokation i det offentlige rum.

(Pressefoto)

Otte mands orkester

Storälven kalder musikerne sig, og det er et samarbejdsprojekt, som ledes af Stian Swensson (NO), Lubos Soukup (CZ) og Kasper Bai (DK).

Sammen med bandets medlemmer komponerer og improviserer de frem ny musik med udgangspunkt i folkemelodier fra hinandens hjemlande.

Musikken er baseret på sangbare og let genkendelige folkemelodier. De parrer sig med nye melodier, og skaber levende mønstre, hvor fortid og nutid danser med og mod hinanden.

Langstrakte, eventyragtige former tager lytteren med på en rejse gennem folkemusikkens altoverskuende register af følelser; glæde, humor og leg, men også melankoli, alvor og eftertænksomhed.

Den otte mand høje besætning giver en farverig klang, hvor instrumenternes lydlige potentiale bliver udforsket gennem komposition og improvisation.

Storälvens musik viser hvilke unikke produkter som kommer ud af mødet mellem forskellige kulturer, og hvilket rigt og mangfoldigt musikliv som findes i Danmark.

Koncerten er gratis

Koncerten er gratis, og publikum opfordres til selv at medbringe stole eller tæpper til at sidde på og praktisk tøj afstemt efter vejrets luner.

På stedet vil det være muligt at købe forplejning hos Café Mad & Ro, der er til stede ved koncerten.

I tilfælde af meget dårligt vejr, vil koncerten blive flyttet til ny dato, oplyser kulturkonsulent Morten Svarre Andersen fra Stevns Kommune, som står for arrangementet.

Skriv en kommentar