(Last Updated On: 28. juni 2019)

Bygget af skolens elever

Skoleleder Keld Andreasen og Thomas Hornett fra 8. klasse på den nybyggede terrasse. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Hellested: Lærerne på Hellested Friskole har fået en rigtig flot, knap 50 kvadratmeter stor terrasse, som ligger i forlængelse af lærerværelset ud mod Hellestedvejen.

Terrassen er bygget af fem elever fra 7. og 8. klasse – med kyndig vejledning og hjælp fra den lokale tømrer- og snedkermester Allan Bo Pedersen fra Elverhøj Byg.

Fra tegnebræt til færdigbyg

– Vi har kørt byggeriet af den nye terrasse som et projekt, hvor eleverne har været med hele vejen, fortæller skoleleder på Hellested Friskole, Keld Andreasen, og forklarer videre:

– Eleverne holdt et møde med kunden, som var mig og nogle af skolens lærere, og ud fra vores ønsker og krav udarbejdede de tegninger med mål, undersøgte mulige materialer og kom så med et tilbud på opgaven.

Efter accept af tilbuddet, gik byggearbejdet i gang, og i starten af juni blev den nye terrasse så indviet.

Der var afsat seks arbejdsdage til projektet, med fast mødetid fra kl. 8-14, og pauserne blev holdt i en til formålet opsat skurvogn, ligesom man finder dem på en byggeplads.

Også brugen af en håndværker udefra fremfor skolens egne lærer var med til at sætte rammen.

– Det giver faglighed og professionalisme, og så bringer det virkeligheden ind på en anden måde, forklarer Keld Andreasen.

Praktik fremfor teori

Fem elever blev på baggrund af deres ansøgning udvalgt til at deltage i projektet, og de har i de seks dage haft en helt anderledes skoledag med fokus på praktisk arbejde fremfor teori.

– Det var fedt og sjovt ikke at skulle sidde på en skolebænk, siger Thomas Hornett fra 8. klasse, der var blandt de fem udvalgte.

De øvrige elever var Nicas, også fra 8. årgang, samt Freya, Maja og Mads fra 7. klasse.

Udover seks anderledes skoledage har det også hjulpet Thomas til at blive mere klar på, hvad han skal efter folkeskolen. Han hælder nu mere mod en praktisk erhvervsuddannelse fremfor en boglig uddannelse.

At det har givet Thomas en mere klar retning, er noget som glæder skolelederen.

– Eleverne, der har deltaget i projektet, er unge mennesker, som oplever den almindelige skoledag lidt anderledes. I løbet af de seks dage har de kunne se sig selv virke i noget, der bliver til noget konkret. Det er første gang, at vi her på skolen har kørt sådan et forløb, og det var en prøve på, om det gav mening, og det gjorde det, siger skolelederen, som ikke er i tvivl om, at et lignende projekt skal køre i næste skoleår.

Og der er mange mulige projekter på tegnebrættet i den snart 6 år gamle friskole, som blandt andet har planer om etablering af et åbent overdækket værksted og et udekøkken.
rmh

Skriv en kommentar