(Last Updated On: 20. oktober 2016)

Se billederne fra de første kampe i turneringen. I første opgør mellem drengene mødte Skelbæk (med blå veste) og Stevns Friskole hinanden. Pigerne spillede med otte spillere på halv banelængde. Billederne er fra opgøret mellem Stevns Friskole og Hellested (med blå veste). (Fotos: Rikke Michael Hansen)

Fra hver af de tre friskoler stillede såvel et pige- som et drengehold med spillere fra skolernes 7., 8. og 9. klasser. Pigerne spillede med otte spillere på banen, mens drengene stillede med 11-mandshold. Til hvert opgør var der afsat 30 minutter på hver banehalvdel, og med det kolde, blæsende – omend tørre – efterårsvejr, gjaldt det om at holde benene i gang for ikke at komme til at fryse.

– Vores friskoler har alle kun et spor. Det betyder, at det er svært for vores fodboldhold at få lov til at deltage ved f.eks. Ekstrabladets Skolefodboldturnering, fortæller Lars Christensen, der er lærer ved Hellested Friskole og arrangør af fodboldcuppen.

Derfor har han sammen med lærere fra Skelbæk Friskole og Stevns Friskole taget initiativ til den nye friskolecup, som han håber at gentage til næste år – og meget gerne med deltagelse fra flere friskoler.

Dagens endte med sejr på hjemmebane for drengeholdet fra Hellested Friskole, som derfor kunne beholde drengenes vandrepokal. Stevns Friskole blev nummer to, mens Skelbæk Friskole blev nummer tre. Pigernes vandrepokal står nu i Rødvig, da pigerne fra Stevns Friskole vandt over Hellested Friskole. Pigeholdet fra Skelbæk Friskole sluttede på tredjepladsen.

Se flere billeder fra turneringen på stevnsbladet.dk.
rmh

 

Skriv en kommentar