(Last Updated On: 19. november 2020)

Stevns: Priserne på boligmarkedet trodser alle forventninger og slår rekord efter rekord. Det luner i friværdien hos boligejerne i Stevns Kommune, hvor de stigende boligpriser har fået friværdierne til at vokse det seneste år. Det viser tal fra Boligsiden, som er beregnet af Nordea Kredit.

I dag koster et gennemsnitligt hus på 140 kvadratmeter i Stevns Kommune 1.750.000 kroner, mens prisen for et år siden var 1.730.000 kroner. Det betyder, at friværdien er steget med 20.000 kroner det seneste år, som svarer til 1.700 kroner om måneden.

– Festen på boligmarkedet har efterhånden stået på i mange måneder, og intet tyder på, at den stopper lige foreløbig. Det luner godt i lommerne på allerede eksisterende boligejere, som har fået en ekstraindtægt i form af en højere friværdi, siger Mads Werner fra danbolig Stevns.

(Pressefoto: Danbolig)

Friværdi med vokseværk

I 74 kommuner er friværdien steget det seneste år. I de resterende 24 kommuner er friværdien enten uændret eller faldet. Stevns er en af de kommuner, hvor den gennemsnitlige boligejer har polstret friværdien.

– I vores område kan boligejerne være godt tilfredse med de flotte stigninger i huspriserne de seneste år, som har fået friværdien til at vokse, og her er det værd at bemærke, at gevinsten er skattefri, hvis boligejeren selv har boet i boligen, siger Mads Werner og tilføjer:

– Boligejerne kan veksle de højere boligpriser til at indfri deres boligdrømme, hvis de står over for at skulle flytte. I øjeblikket kan boligejerne samtidig sætte til salg i et marked med lave prisafslag, flotte salgspriser, rekordlavt udbud, og hvor der bliver solgt mere, end der bliver sat til salg.

Prisfesten forventes at fortsætte

De positive takter på boligmarkedet afspejler sig også boligprisprognoserne, som er blevet mere optimistiske i løbet af året. I april måned forventede De Økonomiske Råd et fald i huspriserne på 8,2 procent i 2020. Få måneder senere blev prognosen justeret op til et prisfald på 1,8 procent.

I den seneste vismandsrapport fra De Økonomiske Råd er der endnu bedre nyheder til boligejerne. Nu forventes boligpriserne at stige med 3 procent i 2020 og med yderligere 3 procent i 2021. I årene 2021 til 2025 forventes en gennemsnitlig vækst på 1,6 procent.

Skriv en kommentar