(Last Updated On: 14. februar 2020)

Det er nogle af de ting, man kan opleve på Stevns Bibliotekerne i børnenes vinterferie

Feriesjov: Er der stadig blanke sider i vinterferiekalenderen, kunne de sjove ferieaktiviteter på Stevns Bibliotekerne måske friste.

På biblioteket i Store Heddinge kan man tirsdag den 18. februar opleve Den Store Tryllenørd, hvor han mellem kl. 11 og 12 kommer og laver et fantastisk trylleshow om biblioteket.

– I showet får du en masse at vide om alle de magiske oplevelser biblioteket gemmer på og vi lover, at det er fabelagtig underholdning for alle børn i alderen 3 til 7 år og deres voksne, lover Karen Skov Brokøb fra biblioteket.

Gratis trylleshowbilletter til børn og voksne hentes på www.stevnsbib.dk

Hvem flyver længst?

Dagen efter, onsdag den 19. februar, er det Hårlev Bibliotek, der ligger hus til en formiddag fyldt med sjov, action og raketbyggeri.

Børn i alderen 6 til 12 år får denne dag – det er mellem kl. 10 og 13 – mulighed for at bygge deres egen luftraket og dekorere den med maling og klistermærker. Der skal også bygges en affyringsrampe, og dagen afsluttes med en konkurrence om, hvem der har bygget den raket, der kan flyve længst.

Der er begrænset antal pladser, og de gratis billetter hentes på www.stevnsbib.dk. Biblioteket gør opmærksom på, at det kun er børn, som skal have billet.

Brætspil og reptiler

I man mere til sjov og hygge med brætspil, så kan man både tirsdag den 18. februar og torsdag den 20. februar – på henholdsvis Hårlev den 18. og Store Heddinge Bibliotek den 20. – komme og spille alskens former for brætspil. Bibliotekerne har nemlig indkøbt og samlet en kæmpe bunke med spændende og fede brætspil i mange genrer og for folk i alle aldre. Begge dage er der spiltid fra kl. 11-15.

Igen er det gratis for alle, og man kan bare møde op.

Vinterferien på biblioteket sluttes af med eksotiske gæster, når nogle af beboerne fra terrariet Reptile Zoo besøger Store Heddinge og Strøby Egede Bibliotek lørdag den 22. februar. Gæsterne tæller blandt andet en fugleedderkop og en pandekageskildpadde.

– Vi skal høre dyrepasseren fortælle om de forskellige dyr og vi skal sammen finde ud af, hvorfor dyrene ser ud og opfører sig, som de gør. Og er man rigtig modig, kan man endda få lov at komme helt tæt på og røre dyrene.

Kryb og kravl på biblioteket er lørdag den 22. februar; på Store Heddinge Bibliotek mellem kl. 10-11 og på Strøby Egede Bibliotek mellem kl. 13-14.

Også mødet med de vilde reptiler er gratis for alle. Bare mød op.
rmh

Skriv en kommentar