(Last Updated On: 25. marts 2019)

Se billederne fra den sidste del af Hårlev Gymnastikforenings forårsopvisning lørdag i Haarlevhallen. (Fotos: Rikke Michael Hansen)

Hårlev: Gymnasterne havde i den grad slået turboen til, da de lørdag i sidste uge gav forårsopvisning i Haarlevhallen, som i dagens anledning var fyldt godt op med publikummer.

Dagen startede kl. 10.30 med faneindmarch og fællesopvarming, hvorefter hold med de yngste af gymnasterne fra Hårlev Gymnastikforening fik lejlighed til at vise deres søskende, forældre og bedsteforældre, hvad de har lært i løbet af sæsonen.

Gæsteholdet DGI Juniorrep. havde også fundet vej til hallen i Hårlev i deres travle opvisningskalender.

Turbo, turbo, turbo

Fra kl. 12 kom der fuld turbo på gulvet med masser af springkraft på gulv, madras og trampolin.

Der var høj fart på foreningens egne rytme- og springhold, Turbo 1 og Turbo 2, som leverede den ene serie efter den anden – godt hjulpet af deres dedikerede trænere.

Mellem de to hjemmehold indtog gæsteholdet DGI Afterrep gulvet fulde af god energi og glæde, jonglerende kegler og blomster, flotte serier og sikre spring.

Efter en hurtig opstrammer med foreningens eget ’Stram op/Step’-hold, kom Stevns Turbomix på gulvet og viste deres kunnen. Igen blev der leveret flotte spring i højt tempo og serier på gulv.

Dagens sluttede med hjemmeholdet Fruer og Frøkener, som lyste hallen op i deres fine, røde kjoler og flotte koreografier, inden dagens sluttede med udmarch og medaljer.

Endnu en gymnastiksæson er slut, men allerede i næste måned begynder sommergymnastikken. Holdoversigter og -tider kan i nær fremtid findes på haarlevgym.dk.
rmh

Skriv en kommentar