(Last Updated On: 16. marts 2018)

40 ryttere fra hele Stevns havde sat hinanden stævne på Engtoft Hestepension og Rideskole for at diskutere bedre ridemuligheder i kommunen

Udstyret med kuglepenne og store kort delte deltagerne sig op i mindre lokale grupper for at diskutere, hvor de mulige ridestier kunne gå. (Foto: Stevns Erhvervsråd)

Himlingøje: Der var næsten ikke en by på Stevns, som ikke var repræsenteret, da Stevns’ mange ryttere var inviteret til møde om mulighederne for etablering af flere ridestier i kommunen.

Turismekonsulent Thor Nielsen fra Stevns Erhvervsråd og Stevns Turistforening har taget initiativ til projektet, som han på sigt håber kan få flere turister til Stevns som en del af den voksende rideturisme.

– Turismeprojekterne skal tage udgangspunkt i de værdier, som er her i forvejen, og en af de mest åbenlyse værdier er naturen, som folk kommer for at opleve til fods og på cykel – og forhåbentlig også snart til hest, forklarede Thor Nielsen i sin velkomst.

Gribskov er hestevenlig

En kommune, som er langt fremme i arbejdet med at lave ridestier, er Gribskov, som har udråbt sig selv til at være “hestevenlig kommune”. Her gik en gruppe engagerede hestefolk for et par år siden sammen om at sætte større fokus på kommunens ridemuligheder, og de har bl.a. lavet flere sammenhængende ridespor.

Marianne Christensen fra Hestegruppen Gribskov var inviteret til Engtoft for at dele ud af deres erfaringer.

– Det handler om at finde nogle, som har lyst til at arbejde med det lokalt, som kender rideforholdene i lokalområdet og som kan gå i dialog med de enkelte lodsejere, var rådene fra Marianne Christensen.

Stort arbejde venter forude

Netop kontakten med lodsejerne er vigtig, for i modsætning til Gribskov, hvor der er flere statsskove, er det meste jord på Stevns ejet af private lodsejere.

– Der er ingen tvivl om, at det kommer til at kræve en masse benarbejde i forhold til at gå i dialog med lodsejerne. Fra sekretariatets side vil vi gøre alt for at bakke projektet op, men vi håber, at I har lyst til at arbejde med ridestierne i lokale ridelaug, for uden jeres opbakning bliver projektet ikke til noget, forklarede Thor Nielsen.

Interessen for at være involveret i projektet var stor, og diskussionen var stadig i fuld gang, da arrangementet lakkede mod enden, men der bliver rig mulighed for at arbejde videre med ridestierne, når der tirsdag den 17. april i Tinghuset skal arbejdes videre med stierne.

Er man interesseret i at være med i projektet, kan turismekonsulent Thor Nielsen kontaktes på e-mail thor@stevnserhvervsraad.dk eller telefon 21383801.

 

Skriv en kommentar