(Last Updated On: 21. januar 2022)

Chaufføren var spirituspåvirket og påkørte flere helleanlæg

Køge/Strøby Egede: En bekymret bilist anmeldte torsdag aften den 20. januar kl. 23.10, at en forankørende bil slingrede kraftigt og havde påkørt flere helleanlæg på vej mod øst ad Værftsvej i Køge.

Anmelderen fulgte efter den slingrende bil hen til en adresse i Strøby Egede, hvor en politipatrulje traf de to bilister.

Den slingrende bil var ført af en kvinde i 40’erne fra Køge kommune. Kvinden var tydeligt påvirket af spiritus, hvorfor hun blev testet med alkometeret, som viste en promille på over 2,0. Hun blev anholdt, sigtet og fik udtaget en blodprøve.

Når promillen er over 2,0 falder sagen ind under reglerne om vanvidskørsel, og det er muligt for politiet at beslaglægge bilen med henblik på konfiskation.

Den kvindelige bilist gav sit samtykke til at politiet tog bilen. Hun blev løsladt efter at have afgivet en blodprøve, som politiet nu venter på analysen af. Om bilen kan blive endeligt konfiskeret, vil blive afgjort ved et senere retsmøde.

– Tak til den handlekraftige borger, som anmeldte sagen og fulgte efter bilisten, så politiet havde mulighed for at finde hurtigt frem til stedet og stille bilisten til ansvar, lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi, som er meget glade for at få standset den meget farlige kørsel.

Skriv en kommentar