(Last Updated On: 14. juli 2020)

Borgmester Anette Mortensen havde besøg af kunstnerne Lucas og Cecilie. (Foto: Stevns Kommune)

Stevns: Børn i hele landet sendte malerier til Dronning Margrethe, da regenten fyldte 80 år, og fra Stevns var det værker af Lucas Brusch Olsen og Cecilie Skræddergaard Weber, som blev valgt som favoritter.

Da der kun måtte leveres ét maleri per kommune blev det Lucas fra Hotherskolen, som fik sit kunstværk med, men Cecilie fra Strøbyskolen var med til at overrække det til dronningen.

Fik et krus i gave

Mandag den 6. juli havde borgmester Anette Mortensen (V) besøg af de to børn, hvis malerier blev udvalgt.

Her fik de den gave, Dronningen har sendt sammen med et stort tak for indsatsen og en kort rundvisning på rådhuset.

Da Dronningen grundet corona ikke kan modtage en dreng og en pige fra hver kommune (196 børn), har Kongehuset sendt en gave til børnene videre til hver kommune. Gaven bestod af et flot krus, som borgmesteren overrakte til Lucas og Cecilie.

– Vi fik en masse rigtige fine tegninger fra de stevnske børn, og det var en kæmpe fornøjelse at have besøg af Lucas og Cecilie, så de kunne få deres velfortjente gave fra H.M. Dronningen, siger Anette Mortensen. Desværre kunne de ikke få den af Dronningen selv, så de måtte ’nøjes’ med en tur på rådhuset i stedet. Det var rigtig hyggeligt, og jeg benyttede samtidig lejligheden til at vise dem rundt sammen med deres familier, fortæller borgmester Anette Mortensen.

Malerierne kan opleves i De Kongelige Repræsentationslokaler på Christiansborg Slot fra den 17. juni – 30. august 2020.
sky

Skriv en kommentar