(Last Updated On: 23. december 2019)

Forventningen er, at den nye genbrugsplads i Hårlev åbner til påsken næste år. Og når Argo er færdige her, går man i gang med at udvide og opgradere pladsen i Store Heddinge.

Vådt, blæsende og koldt vejr – det var en del af den nye genbrugsplads’ åbent hus-arrangement.

Hårlev: Stabilgrus i kubikmetermål på kommunens grund ved det udlagte industrikvarter omkring Toftebovej er i øjeblikket det mest synlige tegn på, at der i øjeblikket er ved at blive skabt en stor, ny genbrugsplads i Hårlev. Og dog – for de nedsænkede kanaler til containere er også blevet støbt og fremstår som et gedigent zigzag-mønster bagerst på pladsen.

Det kunne alle, der havde lyst, se nærmere på, da det private affaldsselskab Argo lørdag den 14. december viste rundt på pladsen.

Regn, hagl og vind havde givet fået én og anden til at tænke sig om en ekstra gang, og det væltede derfor ikke rundt med gæster på pladsen, da den blev åbnet op klokken 10. Men de, der kom, fik en venlig modtagelse af Argos personale, som havde sørget for både friskbrygget kaffe og basser i rigelige mængder. Det stod linet op inde i en skurvogn, hvor der også var ophængt plancher og planer for, hvordan den kommende plads kommer til at være indrettet.

Nedsænket haveaffald

Containerne komme til at stå med en nem og separat adgang for lastbiler, der skal fragte dem til og fra området. Alt sammen under niveau. Der kommer dog også et antal halvanden meter høje containere midt på pladsen.

Det nedsænkede areal til haveaffald er også niveaumæssigt synligt i de store mængder af stabilgrus, der på nuværende tidspunkt dominerer det 11.000 kvadratmeter store, indhegnede område som udgør Toftebovej 11.

Arbejdet med at etablere den nye døgnåbne plads skrider med andre ord frem.

– Vi regner med, at vi kan åbne op for genbrugspladsen til påske. Men nu ved vi ikke, hvordan vinteren bliver, og hvis der bliver hård frost eller vi får andre udfordringer med hensyn til at støbe, så vil vi hellere vente en måned ekstra end at forcere noget, hvor tingene ikke bliver lavet ordentligt fra starten, sagde Argos genbrugschef Finn Kjær til Dagbladet.

Han var én af de medarbejdere, der tog imod på pladsen.

Funktionel plads

Den nuværende genbrugsplads i Hårlev er med tiden blevet for trang og har blandt andet svært ved at kunne opfylde de mange nye sorteringskrav, der er i dag. Den nye og større genbrugsplads bliver langt mere funktionel, og giver blandt andet plads til nedsænkede containere og bedre sortering, og så vil den være døgnåben.

– Man vil kunne komme ind på pladsen hele døgnet, hvis man bliver registreret til det med sit mobilnummer. Åbningskoden bliver personligt bundet op på den mobiltelefon og adresse, der bliver registreret. Det er et system, vi allerede praktiserer i dag i Køge, og det fungerer fint, forklarer genbrugschefen.

Ellers vil den nye genbrugsplads have bemanding og åbne porte for alle på de samme tidspunkter, man allerede kender fra den gamle plads. Det bliver der ikke ændret ved.

Få det fixet

Den Grønne Borgergruppe, der i dag har et lokale ved biblioteket i Hårlev, vil blive en del af den ny genbrugsplads. Det vil sige, at der kommer til at sidde en gruppe af frivillige, som er klar til at reparere de ting, der er gået i stykker, og som folk ikke umiddelbart selv kan fixe.

– Vi har fået lavet en aftale med dem, at de kommer til at sidde her, hvor det er naturligt for folk at komme med ting, der ikke fungerer og virker. På den måde håber vi at skabe langt mere genbrug. Egentligt havde vi tænkt på at åbne en genbrugsbutik her på pladsen, men det har vi droppet, da vi allerede har sådan én i Køge. Nu springer vi ud i dette tiltag i stedet for, forklarer Finn Kjær over for Dagbladet.

Argo, der lejer jorden af Stevns Kommune, har i samarbejde med Cowi tegnet den nye plads, mens Arkil er hovedentreprenør.

Når genbrugspladsen i Hårlev er færdig, går turen videre til Store Heddinge, hvor pladsen på Frøslevvej skal opgraderes til den nye virkelighed med langt mere sortering. Også i Store Heddinge er der blevet for trangt, så her bliver udvidet med 50 procent, til cirka 7.500 kvadratmeter. Der er erhvervet et tilstødende grundstykke til formålet, så det kan lade sig gøre.

Sådan kommer containerpladsen til at blive indrettet. Containerne bliver placeret under terræn, så gæster på genbrugspladsen kan lade tyngdekraften gøre det store arbejde ved aflæsning. (Tegning: Cowi)

Skriv en kommentar