(Last Updated On: 30. marts 2020)

De seneste uger har genbrugspladserne i Store Heddinge og Hårlev været lukket for private borgere. Tirsdag åbner de igen, men ARGO henstiller til, at man kun kører afsted med sit affald, ’hvis der er et uopsætteligt behov’, som de formulerer det. (Arkivfoto: Klaus Slavensky)

Corona: ARGO har – på baggrund af en vurdering fra Styrelsen for Patientsikkerhed – valgt at genåbne genbrugspladserne i Store Heddinge og Hårlev imorgen tirsdag den 31. marts.

Derfor kan alle de, som de seneste uger har brugt tiden derhjemme til at rydde op og ordne have, nu få kørt deres affald væk.

ARGO oplyser, at der på pladserne vil være adgangsregulering for at forhindre for mange besøgende på samme tid, og de anbefaler, at man tjekker deres hjemmeside argo.dk inden man kører mod genbrugspladsen.

I en pressemeddelelse skriver ARGO, at ’genbrugspladserne åbner med adgangsregulering for både borgere og erhverv fra tirsdag den 31. marts indenfor normale åbningstider og -dage (dog ikke døgnåbent). Det betyder, at man vil kunne opleve kø, og at der vil være ventetid, når man kommer til genbrugspladsen. ARGO vil allerede nu anbefale, at man kun kører på genbrugspladsen, hvis der er et uopsætteligt behov. Jo færre mennesker på genbrugspladsen, desto mindre er risikoen for smittespredning. Nærmere information følger om adgangsreguleringen i løbet af de næste dage’.

Videre skriver ARGO, at årsagen til genåbningen skal ses i lyset af, at ’da nedlukningsperioden for den offentlige sektor er forlænget, og der kan opstå udfordringer med affald, der ophobes yderligere i samfundet, har KL ændret anbefalingen på grundlag af en vurdering fra Styrelsen for Patientsikkerhed således, at genbrugspladserne kan genåbnes dog med stram adgangsregulering, øget hygiejne og skiltning om afstand m.v.’
rmh

Skriv en kommentar