(Last Updated On: 22. maj 2020)

Parkeringspladser er et nødvendigt onde, og det er de færreste, der kan få øje på disse pladsers æstetiske værdier. Beboerne i Boesdal, som bliver naboer til besøgscenteret, er fremkommet med et genialt forslag: grav parkeringspladsen ned.

Forslaget er imidlertid blevet skudt ned af flertalsgruppen i kommunalbestyrelsen. Flemming Petersen (V) har udtalt, at forslaget ikke kan realiseres, da området er fredet. Mon dog? Stevns Kommune har fået dispensation til at bygge i et fredet, kystnært område. Det er ganske exceptionelt. Alle ved – inklusive fredningsmyndighederne – at byggeriet også forudsætter parkeringspladser.

Men det er ikke ligegyldigt, hvordan denne opgave løses. Det kommende besøgscenter fremstår underspillet i det gamle industriområde. Samtidig er det et meget tidstypisk udtryk for arkitektur i naturområder og det åbne land. Besøgscenteret repræsenterer derfor det, som jeg ønskede og håbede på: at det også vil være oplagt at besøge for personer med arkitektur som den primære interesse. De geologisk interesserede skal nok finde vej.

Hvis man ser på Boesdal fra helikopterhøjde, vil man i fremtiden se et næsten usynligt besøgscenter samt en gigantisk parkeringsplads. Det er vel ikke parkeringspladsen, der er attraktionen?

I beboerforslaget med den nedgravede parkeringsplads, bliver elementerne sidestillet. Parkeringspladsen kan blive lige så ”usynlig” som besøgscenteret, og det er derfor forslaget er så genialt. Og hvem ved, måske vil det også blive attraktivt at besøge Boesdal, fordi stedet bryder med alle forestillinger om, hvordan man anlægger parkeringspladser?

Susanne Nielsen
Grusgravvej 10
Tommestrup

Skriv en kommentar