(Last Updated On: 20. september 2022)

Piben har endelig fået anden lyd i Sankt Katharina Kirke.

Knud Olsen orglet med dets 16 stemmer – heraf hele 11 i 16- og 8-fods lejet – er nyrenoveret og søndag den 25. september spilles der genindvielseskoncert. (Foto: Sankt Katharina Kirke)

Store Heddinge: Søndag den 25. september kl. 15 er der koncert i Sankt Katharina Kirke.

En årelang proces med at restaurere og genskabe kirkens gamle orgel fra 1887 har fundet sin afslutning. Orglet, som nu klinger omtrent, som man må formode, det klang, da det blev bygget, genindvies ved koncerten.

Organist ved Køge Kirke, Anne Kirstine Mathiesen, vil denne dag sidde på orgelbænken og spille dansk musik fra 1800-tallet og frem til i dag. Orglet, som har stået ubrugt hen i mange år, blev i 1976 erstattet af kirkens ”nye” orgel. Tiden var på det tidspunkt en anden og det samme var den musikalske smag.

De to orgler fremstår derfor klangligt meget forskellige. Det gamle orgel med en mørkere, blidere klang, som fylder kirkerummet på en anden måde end det nye orgels mere ”friske”, lyse grundklang. Orglet er allerede taget i daglig brug til stor fornøjelse for både organist og menighed.

Ved koncerten er der mulighed for at høre orglet i fuld udfoldelse og få en fornemmelse af dansk orgelbyggeri fra før verden gik af lave.

Der er gratis adgang og efterfølgende er menighedsrådet vært ved en lille reception i anledning af genindvielsen.

Skriv en kommentar