(Last Updated On: 14. august 2020)

Man kan komme inden for murene på det smukke slot, når Gjorslev holder åbent hus i forbindelse med Herregårdenes Dag søndag 16. august. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Gjorslev: Carsten L. Jakobsen er ny forvalter på Gjorslev Gods, og han gør nu alvor af sine ord om mere åbenhed og flere offentlige arrangementer, som han proklamerede i forbindelse med sin tiltrædelse.

– Jeg vil gerne gøre det til en fast tradition her på Gjorslev, at vi holder åbent hus i forbindelse med Herregårdenes Dag, der altid ligger den tredje søndag i august. Derfor holder vi åbent hus i og omkring slottet søndag 16. august, siger godsforvalteren til avisen.

Inden for murene

Godsforvalteren lægger vægt på, at det »kun« er i og omkring slottet, at der er åbent.

– På avlsgården har vi rygende travlt med høsten, så det bliver en anden lejlighed, at man kan blive klogere på den del af godset. Men der er rigeligt med aktiviteter til, at de, der møder op, nok skal få en god oplevelse, siger Carsten L. Jakobsen.

Man kan således komme til at opleve den historiske slotsbygning indefra og høre spændende fortællinger om slottes historie. Blandt andet om, hvordan Dronning Margrethe den første var tilknyttet godset tilbage i år 1396.

Leg i slotsparken

Selvfølgelig er der også tænkt på børnene.

– Vi har lavet en aftale med DGI, der kommer og arrangerer forskellige lege i slotshaven. Blandt andet har jeg hørt, at der skulle blive mulighed for bueskydning. Der er mulighed for at børn og voksne kan lege sammen og hver for sig, og hvis børnene hellere vil lege, mens de voksne får en rundvisning på slottet, så er det helt fint med os, siger godsforvalteren.

Det er også muligt blot at gå en tur i den skønne park ved slottet.

Boder i Bredgade

Man kan også besøge de 18 boder på den historiske allé, Bredgade, hvor en række lokale virksomheder udstiller og sælger både kunst, mad og drikke.

Boderne åbner klokken 9.30 og den første rundvisning på slottet finder sted klokken 10.00 Der er rundvisning hver halve time med en varighed på 45 minutter. En rundvisning koster 75 kroner, og der skal bookes på selve dagen, når man ankommer.

Den sidste rundvisning finder sted klokken 15.30 – ligesom legeaktiviteter i parken finder sted mellem klokken 10 og 15.30.

Boderne og markedsdagen lukker klokken 16.

Der er parkering ved den store lade. Følg anvisningerne og vis hensyn i forhold til at holde afstand.

Det er for andet år i træk, at der afholdes Herregårdenes Dag den tredje søndag i august, men det er første gang Gjorslev er med. Det bliver dog næppe den sidste, da godsforvalteren har tænkt sig at gøre det til en fast tradition i godsets kalender.
erni

Skriv en kommentar