(Last Updated On: 8. juni 2021)

Hellested Forsamlingshus er blevet istandsat, og nu håber bestyrelsen at der igen kan blive afholdt arrangementer, som f.eks. fællesspisning. (Arkivfoto)

Foreningsliv: Det var langt fra jammer, som lød fra formandsberetningen, da der i sidste uge blev afholdt generalforsamling i Hellested Forsamlingshus.

Skidt år, der gik godt

Formanden Karen Secher måtte trods optimisme og godt mod, tage udgangspunkt i det faktum, at 2020 var præget af manglende udlejning og arrangementer, der ikke fandt sted og dermed ikke gav penge i kassen. Men det var alt andet lige et fint år, konkluderede Karen Secher:

– Vi kunne ikke holde loppemarked, der giver omkring 30.000 kroner i kassen, vi kunne ikke holde høstfest og alle de andre sociale begivenheder som vores ugentlige Onsdagscafe, der først og fremmest er et socialt mødested, så på den måde har det været et skidt år, men alt er vendt til noget godt trods alle forhindringer, sagde hun.

Nu kan festerne starte

Forsamlingshusets folk valgte nemlig et alternativt initiativ og holdt nød-loppemarked lokalt, der indbragte ca. 25.000, og så har 2020 givet mulighed for stor forandring i forsamlingshuset.

– Sammen med Hellested Borgerforening ansøgte forsamlingshuset om penge til akustikforbedring, og udendørs aktiviteter i byen og modtog 280.000 kr., fortalte Karen Secher og uddybede:

– De er blevet omsat og har udover fine nye faciliteter i byen resulteret i en sal i huset, hvor man kan tale sammen, og hvor lyden er fin og rund. Samtidig er der blevet malet overalt. Nu mangler bare gæsterne, festerne og alle arrangementer, så det hele kan afprøves, lød formandens optimistiske fremtidsønsker.

Bestyrelsen fortsætter

Bestyrelsen og forsamlingen kunne således glæde sig over, at 2020 ikke medførte minus på kontoen, og over, at der fortsat er tæt samarbejde mellem borgerforening, menighedsråd og forsamlingshus på mange områder.

Der er desuden indkøbt klaver til fællessang, og her kan den ’gamle’ bestyrelse synge for, for alle blev nemlig genvalgt: Karin Hansen, Corrina Larsen, Bjarne Christensen, Allan Pedersen, Kalle Mathiesen, Tom Larsen og Karen Secher.
sky

Skriv en kommentar