(Last Updated On: 29. september 2020)

FC Prostata og venner er kommet godt fra start.

Udover de 11 fremmødte var der afbud fra tre, som havde meddelt at de gerne vil være med fremover, men ikke havde mulighed for at møde frem til premieredagen. (Privatfoto)

Køge/Stevns: På førstedagen af projektet med fodboldtræning for mænd, der er eller har været ramt af prostatakræft, var 11 mand mødt op på boldbanerne i Køge Boldklub.

De to trænere Michael Haagensen og Gert Drexel startede med lidt opvarmning, så de stive ben kunne blive varmet lidt op.

Derefter var der gang i leg med bolden. Her kunne man få det første indtryk af deltagernes kunnen med en bold. Der blev også tid til at spille lidt fodbold til to mål på kunststofbanen foran klubhuset.

Også med 3. halvleg

– Vejret var dejligt varmt og solrigt, så sveden kom frem hos deltagerne uanset var lidt eller meget de løb. Der blev grinet godt og drillet lidt ind imellem. Efter en halv times aktivitet, var der vand til alle, så vi ikke dehydrerede. Derefter gik vi i gang med anden halvleg, fortæller Svend Erik Bodi, der er formand for Prostatakræftforeningen Propa i Køge.

Efter tre kvarters hårdt arbejde, blev der sagt stop for dagens udfoldelser, og så tog deltagerne fat på 3. halvleg på bænkene bag omklædningscontainerne. Her var der lejlighed til at sludre og fortælle historier, og en enkelt øl eller vand gled også ned, mens der blev hygget.

– Alle var glade og syntes det havde været en fed dag. Trænerne advarede om, at der nok var nogen der vil være ømme i skroget dagen efter, men alle gav udtryk for tilfredshed og ønsker at komme igen næste onsdag kl. 10.00 til en ny gang motion, siger Svend Erik Bodi.

Spilstart kl. 10

FC Prostatafodbold er et samarbejde mellem Køge Boldklub, Prostatakræftforeningen Propa, DBU Sjælland samt Køge- og Stevns Kommuner.

Ideen er, at mænd, der er ramt af prostatakræft, kan få motion og få styrket deres muskler og knogler. Det gælder også for andre, der trænger til at røre sig og få styrket muskler og knogler.

På førstedagen var der deltagere fra både Stevns og Køge Kommuner. Næste træningsdag er onsdag den 23. september kl. 10.00 på Køge Idrætspark.

Interesserede kan rette henvendelse for yderligere oplysninger hos Svend Erik Bodi på tlf. 24641139.

Skriv en kommentar