(Last Updated On: 21. januar 2021)

Trafik: Movia indstillede i foråret al betaling med kontanter i busser og flextrafik som led i håndteringen af COVID-19-epidemien.

Beslutningen blev taget for at undgå unødig smitterisiko ved tæt kontakt mellem chauffører og kunder. Siden marts har det således ikke været muligt for kunderne at betale med kontanter i de sjællandske busser eller i flextrafikken.

OK med nej tak

Denne politik medførte en del kritik af Movias kontantregler, men nu har forbrugerombudsmanden slået fast, at Movias praksis er i overensstemmelse med de gældende regler for pligten til at modtage kontanter.

Hermed har Forbrugerombudsmanden fjernet den tvivl, som nogle kunder kan have haft om, hvorvidt Movia har lov til at sige nej tak til kontanter i busserne og i flextrafik-bilerne.

Og i Movia er man tilfredse med afgørelsen:

– I Movia har vi har et stort ønske om at passe godt på både kunder og medarbejdere. Af samme grund har vi indstillet kontantsalget i vores busser og flextrafik. Vi er tilfredse med, at Forbrugerombudsmanden nu bakker op om, at den måde vi har indrettet os på, er i overensstemmelse med kontantreglen, siger kommunikationsdirektør i Movia, Camilla Struckmann, og fortsætter:

– Vi er fuldt bevidste om, at suspenderingen af kontantsalget har været en udfordring for nogle af vores kunder. Vi har senest i slutningen af november lanceret en ny løsning i vores flextrafik, så kunderne kan bestille telefonisk, helt som de plejer, og så betale en faktura hver måned for deres samlede kørsel.

Movia beklager de gener, som den midlertidige lukning af kontantsalget har medført for kunderne.

(Foto: Movia/Ulrik Jantzen)

Skriv en kommentar