(Last Updated On: 11. august 2020)

Ny formand i Nordstevns G&I er Charlotte Petersen. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Af: Rikke Michael Hansen

Magleby: Forud for generalforsamlingen i idrætsforeningen Nordstevns G&I varslede den siddende bestyrelse i marts i år, at kom der ikke nye kræfter til, ville klubben lukke. Grundet corona blev generalforsamlingen udskudt og istedet afholdt medio juni.

– Der var ikke så mange, der mødte op, men det lykkedes os alligevel at få samlet seks personer til bestyrelsen, og nu går vi i gang igen, siger en glad Bent Leschly Sørensen, der frem til generalforsamlingen har været fungerende formand.

Ny formand bliver Charlotte Petersen, der tidligere har været formand for foreningen. Hun er nu klar til at tage en periode på to år mere.

Medlemsrekruttering og istandsættelse af klubhus

Den nyvalgte bestyrelse vil i første omgang arbejde med at få flere medlemmer til foreningen, gerne også passive, hvilket gerne skulle medvirke til at øge mængden af frivillige hænder. For et andet arbejdsområde bliver istandsættelse af klubhuset på Kirkevej 5, lige ved siden af Skelbæk Friskole.

Bent Leschly Sørensen fortsætter som næstformand i klubben. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

– Vi håber at en del seniorer og ledige vil benytte sig af klubhuset, for eksempel til skak, kortspil, dart eller strikkeklub, forklarer Bent Leschly Sørensen, som understreger, at klubhuset ikke skal være en konkurrent til Magleby Forsamlingshus, som også bliver flittigt brugt til forskellige arrangementer i byen.

Klubhuset rummer bl.a. et stort lokale, der tidligere har fungeret som cafeteria, og som nu skal gøres indbydende igen, med nyt gulv og eventuelt loft samt et nyt lag maling på væggene.

– Rummet vil for eksempel kunne bruges til yoga og andre former for mere stille motion, siger Bent Leschly Sørensen.

Opgraderingen af klubhuset igangsættes i forbindelse med Skelbæk Friskoles førstkommende arbejdsdag lørdag den 12. september, og alle er meget velkomne til at komme og give en hånd med.

Badminton, bold, gymnastik mm.

Klubbens sæsonprogram er også klar, med bl.a. badminton i Erikstruphallen fra september, step på friskolen på tirsdage og torsdage, og efter høsten startes gymnastikholdet for herrer op.

– Og så vil vi forsøge at starte nogle eftermiddagshold op for børnene, både med gymnastik og fodbold, slutter Bent Leschly Sørensen, der fortsætter i bestyrelsen som næstformand.

Den nye bestyrelse er Charlotte Petersen – formand, Bent Leschly Sørensen – næstformand, Laila Nielsen – kasserer samt bestyrelsesmedlemmer Thomas Kruse, Jakob Crillesen og Nikolaj Andersen. Suppleanterne er John Dalsgaard Jensen og Kristina Olsen.

Skriv en kommentar