(Last Updated On: 26. marts 2021)

Gi’ de sårbare unge i Stevns kommune gratis medlemskab af en sportsklub.

Mandag i sidste uge lukkede Danmark yderligere op – til glæde for vores mange sportsklubber.

Desværre har nedlukningen haft store konsekvenser for idrætslivet på landsplan, især fordi de udsatte unge under pandemien i stor stil har fravalg medlemskabet af sportsklubberne. Oplukningen løser ikke i sig selv problemet fordi vi ved at de udsatte unge er dem som sidste kommer tilbage i sportsklubberne – hvis de i det hele taget kommer tilbage. Idrætslivet er vigtigt for de sårbare unge, ikke kun fordi det styrker deres sundhed og velvære, men i lige så høj grad fordi det giver dem et samvær med andre unge, som de ikke får andre steder.

Jeg formoder, at det forholder sig på samme måde i Stevns kommune. Jeg håber derfor, at kommunen sikrer ekstra ressourcer til at støtte de udsatte børn og deres familie. Det kan være med lektiehjælp eller netsværksbygning, men ikke mindst en hjælp til, at børnene kommer tilbage til sporten.

Derfor bør kommunen lave et klippekort til alle de udsatte unge, så de gratis kan komme tilbage i sportsklubberne, betalt af kommunen. Det vil styrke børnenes velbefindende, spare kommunen for en senere og måske dyrere indsats, ligesom det vil hjælpe idrætslivet på Stevns.

Michael Graakjær
Formand SF-Stevns

Skriv en kommentar