(Last Updated On: 21. oktober 2020)

 

Toppræstation i monolog om døden og de kolde fødder, som giver plads til latter, følelser og eftertanke, skrev pressen om Hans Rønnes forestilling, som er et gratis tilbud for pensionister på Stevns. (Pressefoto)

Kulturtilbud: Lyder det underholdende: monolog om døden og de kolde fødder?
Måske knapt nok, men man skal ikke tage fejl, forestillingen »Det begynder at blive koldt om fødderne« har fået bragende gode anmeldelser.

Det er gratis, det’ gratis

Hør engang: Ældre Sagen har fået tildelt midler fra en af de mange ”coronapakker”, og denne kan bruges til gratis aktiviteter for 65+’er.
I samarbejde med Stevns Teaterforening, har Ældre Sagen i Store Heddinge derfor købt en hel forestilling, som bliver mandag den 2. november kl. 19:30 i Snurretoppen.

Skøn galgenhumor

Det er one-man artisten Hans Rønne, der ikke alene står for idé og manuskript, men som også selv optræder.
Vi møder en mand, der gennem hele sit lange liv har været tilsmilet af forsynet. Han har et par aldersbetingede småskavanker. Ellers føler han sig stadig rask og rørig, og han har ikke tidligere skænket livets afslutning mange tanker.
Men inden for det seneste år er tre af hans jævnaldrende nære venner døde. Derfor begynder han at lytte interesseret til en række vidt forskellige ”fagfolk”, som alle har døden tæt inde på livet:
Hans egen læge, hans alvorligt syge ven, patologen fra hospitalet, ateisten fra busreklamerne, hans clairvoyante underbo, den lokale præst…. og sidst, men ikke mindst naboens lille pige, som lige har begravet sin elskede kat.
Ifølge anmeldelserne har Hans Rønne en særlig evne for at tage store, eksistentielle spørgsmål helt ned på jorden og behandle dem med underfundig humor og underspillet tragik.
»Hans Rønne er en gudsbenådet forfatter og fortæller, og han holder vores øjne og ører spidse i samtlige 70 minutter med intet andet end ord og præcist kropssprog. Han åbner sit sentimentale sind op til frit skue for publikum og blænder af med nøje afstemt galgenhumor, der får os til at grine højt og længe«, skrev f.eks. Kristeligt Dagblad.

Sådan bestilles billet

Efter forestillingen bliver der en snak med forestillingens skuespiller Hans Rønne.
Man kan få en gratis billet ved at sende en SMS til Hans Chr. Rasmussen på 29908583 eller en mail til hc@stevnspil.dk. Billetter gives efter først til mølleprincippet. Der er kun 80 billetter.

sky

Skriv en kommentar