(Last Updated On: 31. maj 2022)

Boestofte: Efter et par år, hvor det ikke har været muligt, glæder Gymnastikefterskolen Stevns sig til at genoptage deres stolte tradition med at holde Grundlovsfest på skolen.

Alle er velkomne til en begivenhedsrig dag søndag den den 5. juni, hvor der vil være gymnastikopvisninger, indslag fra Stevns Friluftsscene og skolens kor samt den årlige grundlovstale, som i år bliver holdt af Lars Asserhøj. To af skolens elever vil ligeledes holde tale.

Grundlovsfesten starter kl. 14.00, hvor der er mulighed for at købe kaffe og kage, og kl. 14.30 begynder gymnastikopvisningerne. Der er ligeledes mulighed for at købe øl og vand til billige priser, mens man selv skal medbringe service samt kød og tilbehør til grillen. Efterskolen sørger for, at der bliver tændt op i store, fælles grill.

Gymnastikefterskolen Stevns har en lang tradition med afholdelse af disse Grundlovsfester, og rigtig mange har tradition for at benytte dagen til en hyggelig skovtur med god underholdning for hele familien. Ud over fejringen af Grundloven har mange af skolens tidligere elever opbygget en tradition med at holde gensynsmøde på netop denne dag, hvilket er med til at skabe liv og god stemning på dagen.

(Foto: Gymnastikefterskolen Stevns)

Skriv en kommentar