(Last Updated On: 24. januar 2017)

Stevns: »Ih, hvor er det kommunalt!«, lyder omkvædet på en gammel revyvise. Og det er ikke positivt ment. Men passer det på Stevns? Er der styr på vores kommune?

Der er i hvert fald muligheder for at få et indblik i kommunens gøremål. Det kan man på Stevns kommunes egen hjemmeside stevns.dk, men også Økonomi og Indenrigsministeriet sender regelmæssigt oversigter ud med “kommunale nøgletal”.

Fokus på nøgletal
Informationerne fra ministeriet kan være nøgletal vedrørende serviceudgifter, befolkningstæthed, dagtilbud og mange andre forhold.

Men det kan også handle om selve den kommunale administration. Er de gode nok, embedsfolket? Og hvad med deres ledelse? Er den dygtig nok, koster den for meget i forhold til den indsats der ydes?

De nyeste nøgletal fra ministeriet sætter fokus på kommunernes effektiviseringspotentialer. Hvordan er forholdet mellem antal ledere i den centrale administration, myndighedspersonale, deres lønniveau og de andre administrationsudgifter end løn?

Flot andenplads
I opgørelsen klarer Stevns kommune sig særdeles godt. Kommunen topper listen som en flot nummer to, lige under Nordfyns’ kommune. Det magiske tal på listen, dækker over hvor mange årsværk til ledelse og administration kommunen bruger per 1.000 indbyggere.

Og her bruger Stevns kommune meget mindre end landets øvrige kommuner til at administrere samme opgaver.

Om det så er lige så godt udført på Nordfyn og Stevns, som i de øvrige 96 kommuner, må være op til borgere at afgøre.

Kvinder til guld
Men når man kigger på kønsfordelingen i Stevns kommunes chefgruppe, så er guldmedaljen i hus, hvis det drejer sig om at tilgodese en balance mellem mænd og kvinder.

Fire ud af de nuværende fem besatte chefstillinger har kvinder i førersædet.

Et kig på nabokommunerne afslører at Faxe kun har tre kvinder i ledelsen og seks mænd. Køge sniger sig op på en kvinde i chefstolen mod fire af hankøn.

Tjek selv nøgletal
Hvis man selv har lyst til at fordybe sig i de kommunale nøgletal og sammenligne mellem kommuner, så kan man klikke sig ind på www.noegletal.dk og www.dst.dk/kommunerital.
sky

 

Skriv en kommentar