(Last Updated On: 27. oktober 2020)

Horisonten STU går live med virtuel Halloween Horror House i det forladte apotek.

Se her en lille forsmag på nogle af de uhyggelige rum med gemmeleg, spøgelser, kranier og bloddryppende spor. (Fotos: Rikke Michael Hansen)

 

Store Heddinge: Begrænsninger skaber kreativitet. Når man vil skabe en Halloween-oplevelse ud over det sædvanlige, men Covid-19 står i vejen, må man alliere sig med de bedste: De unge fra Horisonten i Store Heddinge.

Her har de unge i de seneste par uger haft travlt med at forvandle det gamle apotek i Algade til et Horror House fuld af zombier, psykopater, spøgelser, blod og døde babyer. Der er både blevet tegnet, bygget, indrettet og opfundet en masse uhyggelige indslag, som til sammen bidrager til, at Halloween-uhyggen kan komme helt tæt på, men med corona-afstand…

Spøgelser og gemmeleg

Onsdag og torsdag aften i den uge kan man opleve de mange påfund i en virtuel Halloween-forlystelse via live-streams på Facebook. Kom med rundt på en virtuel tur i byens gamle, forladte apotek, der blev bygget i 1855. Måske kommer spøgelserne frem på det øde loft? Og hvad gemmer der sig mon under gulvtæppet og i de ældgamle medicinskabe?

Fra venstre ses Naja, Julie og Simon sammen med lærer på Horisonten STU, Simon Winkel. De står ved en af delene til den gamle medicinrobot. (Foto: Rikke Michael Hansen)

– De unge på alle vores linjer har været med til at forvandle det gamle apotek. Der er blevet komponeret og indspillet gysermusik, mens andre har arbejdet med effekter, lyd, lys og optagelserne. Der er blevet indkøbt forskellige effekter og lavet arme og ansigter i papmaché. Research og historiefortællingen har også været blandt opgaverne, fortæller Simon Winkler, der er lærer og driftsfacilitator for skoledelen på Horisonten STU.

Al teknik, scenografi, makeup, story-line og så videre bliver således udtænkt og etableret af de unge mennesker på Horisonten. Sammen med Simon Winkler viser flere af de unge rundt i det gamle hus, som i sin nuværende forladte og forsømte udgave inviterer til gys og gru. De unge er i fuld sving med forbedelserne og idéerne pipler frem, mens vi går rundt oppe på det gamle loft, hvor man let kan forestille sig knirkende gulvbrædder, uhyggelige spøgelser og Naja får flere idéer til uhyggelige indslag.

– Der skal ske noget forskelligt i hvert rum, fastslår hun – uden at afsløre hvad. Det må man selvfølgelig se på live-streamingen.

Julie har tidligere budt ind med idéen om en gammel jernseng fuld af uhygge, mens Simon overvejer at klæde sig ud som psykopat. Han har flere svagt røde streger rundt om i ansigtet, for aftenen forinden har han eksperimenteret med uhyggelige ansigter.

Onsdag og torsdag efter mørkets frembrud

Når dørene i denne uge virtuelt åbner op for Halloween Horror House Horisonten, vil der være gratis og corona-godkendt underholdning i verdensklasse.

Giv Horisontens facebookside et ”like” og få adgang til de uhyggelige live-streams. Det foregår ondsag den 28. oktober og torsdag den 29. oktober. Begge dage er der live-shows kl. 19, kl. 20 og kl. 21. Optagelserne vil desuden blive lagt på Horisontens hjemmesiden, så de også kan opleves den 31. oktober.

– De forskellige live-streams vil variere, hver optagelse varer cirka et kvarter og skolebørn kan godt se dem sammen med deres forældre, forsikrer Simon Winkler.

Kort om Horisonten

Horisonten STU (Særlig Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) og Beskæftigelse er en selvejende institution, der hjælper unge med funktionsnedsættelser til et mere ligeværdigt liv.

Stedet uddanner og beskæftiger 15- til 35-årige med betydelige sociale og kognitive udfordringer, så som mental retardering, autisme, ADD m.m.

For mennesker på kanten af arbejdsmarkedet kan Horisontens uddannelse og socialøkonomiske virksomheder være muligheden for et liv med trivsel i både arbejds- og fritidsliv.

Horisonten er en socialt bæredygtig virksomhed, hvor hele overskuddet geninvesteres i nye aktiviteter, der alle skal gøre livet bedre for unge med funktionsnedsættelser.
rmh

Skriv en kommentar