(Last Updated On: 8. november 2019)

Stiftende generalforsamling for Hårlev Ældrebadminton blev afholdt den 5. november

Klubben holder til i Hårlevhallerne. (Privatfoto)

Hårlev: Tirsdag i sidste uge så en ny forening dagens lys i Stevns Kommune, da Hårlev Ældrebadminton afholdt stiftende generalforsamling i hal 2 i Hårlevhallen.
Hårlev Ældrebadminton var indtil tirsdag en underafdeling af Vallø Badminton.

– Men vi fik ikke det årlige regnskab og vedtægterne, hvilket burde være en selvfølgelig orientering hvert år. Ældrebadminton har heller ikke været indkaldt til generalforsamling eller modtaget referat, oplyser Ella Jensen, der blev valgt som formand for den nystiftede forening.

– Det er klart, at Ældrebadminton vil vide, hvad Vallø Badminton bruger vores kontingentpenge til. Umiddelbart syntes vi ikke, vi har haft noget opbakning af Vallø Badminton, forklarer formanden som årsag til, at Hårlev Ældrebadminton nu er en realitet.

Udover formandsvalg til Ella Jensen, blev Jens Hessel valgt til kasserer og Palle Frederiksen til bestyrelsesmedlem. På suppleantposterne blev Michael Hansen og Ivan Hansen valgt.

Foreningen, der er for alle badmintonglade spillere i alderen 60+, har 38 spillende medlemmer og 2 passive. Der spilles hver tirsdag mellem kl. 11.45 og 15, hvor alle 9 baner i Hårlevhallerne er i brug.

Foreningen er blevet godkendt medlem af såvel DGI med mange servicemuligheder og Badminton Danmark samt registreret i Centralt Forenings Register.

Når Folkeoplysningen har godkendt foreningen i midten af november er Hårlev Ældrebadminton en fuldendt forening.
rmh

Skriv en kommentar