(Last Updated On: 30. maj 2014)

Retten_hammer_dommerLYDERSLEV: Tilbage i oktober 2012 brød en 15-årig – sammen med en anden ung mand – ind i Sydstevns Forsamlingshus, hvor de udøvede omfattende hærværk. Blandt andet blev et sceneforhæng revet i stykker, to madrasser, adskillige duge og to borde blev ødelagt og gulvet blev ridset. Skader der i alt beløb sig til næsten 118.000,- kroner.
De to drenge var i sidste uge blevet indkaldt til retten i Roskilde. Den ene af gerningsmændene har tidligere fået sin dom, som også omfattede en række andre overtrædelser, og han fik i alt ti måneders betinget fængsel. De var dog begge mødt op retten, da de skulle aflægge deres forklaringer om hændelsesforløbet – og det blev til to forskellige forklaringer. Den allerede dømte sagde, at de begge have været lige gode om at begå hærværket, mens den tiltalte – der siden hændelsen er fyldt 16 år – forklarede, at han hovedsageligt kiggede på, og at han kun havde tømt en skumslukker ud over et kældergulv.
Retten vurderede, at den tiltaltes forklaring var mest troværdig, da den var mere sammenhængende og detaljeret. Den tiltalte blev dømt for at have medvirket, eftersom han godt vidste, at det ikke var lovligt at være i forsamlingshuset, og fordi han kun en enkelt gang havde forsøgt at stoppe sin medgerningsmand. Han blev idømt en betinget straf med en prøvetid på et år.

Skriv en kommentar