(Last Updated On: 30. august 2017)

Selv om han er på bagsiden hver uge

Bent Møller er mere end et brand. Han har sat sit præg på Store Heddinge forretningsliv i en menneskealder. (Foto: Klaus Slavensky)

Store Heddinge: Der er nogle, som kalder forretningsindehaver Bent Møller for Stevns’ egen “Mads Skjern”.

Det er en nærliggende sammenligning, men forkert. Godt nok har Bent Møller banket en solid forretning op, som nu kan fejre 45-årsjubilæum, men her holder fællesskabet med DR’s matador op.

Den 70-årige Bent Møller er ikke kynisk, sammenbidt, egomanisk og brutal. Han er målrettet, passioneret og har evnen til at skabe resultater uden at efterlade en krigsskueplads.

Startede som 10-årig

Bent Møller er gårdmandssønnen fra Store Heddinge, som blev på Stevns. Han er skoledrengen, der som 10-årig blev bud i “Strømpehuset” og senere lærling i butikken. Han er også den unge mand, som aftjente sin værnepligt på Skrydstrup Flyvestation i Sønderjylland, men som snart var tilbage på Stevns Fyr, hvor han sammen med eskadrille 543 passede på raketforsvaret i 1967-68.

Måske er det tiden i flyvevåbnet, der animerede Bent Møller til at stile højt. Som 25-årig overtog han sin gamle læreplads, og huset Bent Møller blev en realitet.

– Det startede med strikvarer, lingeri, gardiner og metervarer, husker Bent Møller, der hellere vil tale om forretningen end om sig selv.

Men starten var hård, og bag ordene er det klart, at hans nu afdøde kone, som han mødte på arbejdspladsen, har været en uvurderlig hjælp til, at de i fællesskab har kunnet bygge et lokalt imperium op.

– Dengang fik kunderne kredit, og når de ikke kunne betale, sled det på bankkontoen, fortæller Bent Møller.

Konsekvensen blev, at han stoppede praksis med at “få det skrevet” og i stedet sænkede priserne. Det koncept viste sig at være bæredygtigt og har skabt det image, som “Bent Møller” har i dag med gode varer til billige priser. Det er også blevet til møbler, og til brugskunst og sko.

Arbejder for hele byen

Bent Møller burde have mellemnavnet innovativ. Forretningen har altid haft vokseværk. Udbygget i 1987, 1993, 1995, 1997, og det bliver tilsyneladende ved. Varesortimentet udvides igen og igen. Der er mindst 50 forskellige varegrupper, og på spørgsmålet om hvor mange forskellige slags varer han sælger, lyder svaret “ved ikke”.

Men der er hurtigt fra tanke til handling, når man hedder Bent Møller.

– Jeg blev trist, da Skomagasinet lukkede, kommer det oprigtigt fra forretningsmanden, der tog opfordringen op, da folk begyndte at efterspørge sko. I forbindelse med jubilæet udvides skosalget.

Den stevnske butiksentreprenør har købt flere butikker i Store Heddinge, fordi han ikke ønsker, at byen skal se død ud.

– Det skal være en attraktiv by, siger Bent Møller og tilføjer: Man ved jo aldrig, hvad man kan finde på.

Men har man tid til at finde på? Når man ikke kun er arbejdsgiver for flere ansatte, står for indkøb af alverdens tilbud, som “bygger på fornemmelser”, som Bent Møller formulerer det – måske for at holde på sin forretningshemmelighed, som nok blot bygger på, at han er en mand, der bare kan det dér med købmandsskab.

Elsket af kunderne

Dagen starter ved 6-tiden og slutter efter midnat. Bent Møller kører nemlig ud med varer, mest møbler, når butikkerne lukker. Det giver motion, forklarer han.

– Jeg slapper af ved at arbejde, påstår han, som på spørgsmålet om ferie svarer, at han skam holder ferie, hver dag.

Derfor bliver der ikke tid til reception. I stedet diskes der op med “gode tilbud” i den første uge af september. Og den videre fremtid?

– Ja, lysten er der, så jeg håber på at fortsætte 10-15 år endnu, slutter jubilaren. Det vil nok glæde den kunde, der kom under samtalen og roste Bent Møller for hans silkedyner, som havde givet hende et bedre liv: “Jeg elsker dig lige så højt som min mand”.

Med den slags kunder kan Bent Møller roligt se frem til både 50- og 60-års forretningsjubilæum.
sky

 

Skriv en kommentar