(Last Updated On: 22. august 2022)

Formanden for Store Heddinge Borger- og Handelsstandsforening har her til fredag morgen truffet en beslutning om at aflyse fredag aftens stort opreklamerede By Night-arrangement på grund af vejr-prognoser, der taler om kraftig regn.

 

Af Erik Nielsen

Store Heddinge: Bo Henriksen, der er formand for Store Heddinge Borger- og Handelsstandsforening, er fredag formiddag på vej rundt til alle deltagende butikker i Store Heddinge for at oplyse om, at foreningen her til morgen har valgt at aflyse aftenens stort opreklamerede By Night-arrangement.

Formand Bo Henriksen og bestyrelsen i Store Heddinge Borger- og Handelsstandsforening aflyste fredag morgen aftenens stort opreklamerede By Night-arrangement på grund af vejrprognoserne. (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Samtidig har foreningen sendt en e-mail ud til samtlige tilmeldte stadeholdere med budskabet.

I mailen står, at man er kede af at meddele, at By Night er aflyst “på grund af vejrudsigten, der lover lyn og torden, hvilket er en sikkerhedsrisiko for at fortsætte med begivenheden”.

Umiddelbart har DMI dog ikke sendt en varsel ud om farligt vejr i aften?

– Det er rigtigt, men vi har fulgt nøje med i vejrprognoserne hos forskellige udbydere og de viser alle, at der kommer store mængder regn over Store Heddinge mellem 15 og 22, mens arrangementet står på. Derfor mener vi ikke det er forsvarligt. Og derfor traf vi den beslutning i morges, da det ikke er forsvarligt med et setup med boder og musik på torvet, forklarer Bo Henriksen, der er formand for Store Heddinge Borger- og Handelsstandsforening, da Dagbladet fanger ham på telefonen, mens han er på vej rundt for at forklare sig over for byens butikker.

Flagene for en festdag i byen er allerede blevet sat op her til morgen, og om butikkerne holder længere åbent er op til dem selv, men formanden vil ikke holde liv i det udendørs arrangement.

– Vi har truffet beslutningen for at undgå unødig kaos i aften, hvor stadeholdere og musikken må pakke sammen i huj og hast og forlade byen for at undgå regnen i en mennesketom by, lyder det fra Bo Henriksen, der lover at arbejde for at finde en ny dato hurtigt:

– Der er allerede sat mange ting i værk, og der er flere som har brugt mange penge på annoncering og at trykke løbesedler. Så jeg håber, at vi kan blive enige om en ny dato her i sensommeren hurtigst muligt. Både vi og mange gæster har glædet os til By Night, så det er planen, at få det op at stå hurtigst muligt efter denne aflysning.

Han forklarer, at hvis man havde set ind i en vejrudsigt med 1-2 mm regn, så ville de have gennemført.

– Men prognoserne lover meget regn, så derfor er beslutningen truffet. Jeg tror det er den eneste gang, at et By Night er blevet aflyst, så jeg kan da godt forstå, hvis der er nogen, som synes, at det er mærkeligt. Men jeg mener, at det er rettidig omhu, med den vejrprognose, der ligger til grund. I morgen tidlig kan vi alle konstatere om beslutningen var rigtig eller forkert. Nu er den truffet, og jeg står ved den og forklarer mig gerne, hvis nogle ønsker at kritisere den, konkluderer formanden for købstadens borger- og handelsstandsforening.

Flagene var ellers blevet sat op i hele byen, klar til en festlig aften, men blev over frokost taget ned igen og kørt hjem i tørvejr. Her ses Preben Kosiara fra den lokale afdeling af Danmarks-Samfundet, som i mange år har sørget for, at flag og flagstænger kommer op i byen ved særlige lejligheder. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Skriv en kommentar