(Last Updated On: 16. november 2020)

Blomster og pris til årets iværksætter, John Marienhof, indehaver af Hansen Café og Bar. Og lykønskning på coronamanér fra iværksætterkonsulent Jesper Yde Knudsen. (Fotos: Rikke Michael Hansen)

Iværksætterpris: Indehaver af Hansen Café og Bar, John Marienhof, vandt torsdag aften i sidste uge prisen som Årets Iværksætter 2020, en pris han ifølge iværksætterkonsulent i Stevns Erhvervsråd, Jesper Yde Knudsen, først og fremmest har fortjent, fordi:

– Det på kort tid er lykkedes at tiltrække en stor kundekreds bestående af enkeltpersoner – i en branche, der ovenikøbet har været hårdt udfordret af regeringens opfordringer til at blive hjemme siden marts, begrundede iværksætterkonsulenten, der samtidig ønskede prismodtageren et stort tillykke med at have skabt et uformelt og ’lunt’ samlingssted for almindelige mennesker i en tidligere skobutik, som ellers var opgivet af både kæder og enkeltpersoner.

Jesper Yde Knudsen fremhævede endvidere Hansen Café & Bar for at skabe liv i en forladt ende af byen, for at støtte det lokale butiksliv og for John Marienhofs ’nu skal jeg fanneme vise dem’-tilgang.

Den nykårede caféejer – der er tidligere it-konsulent og bor på Frederiksberg – lagde ikke skjul på, at det har været hårdt arbejde at etablere en café:

– Jeg har prøvet mange ting, men at starte en café er nok noget af det hårdeste, jeg har prøvet, både fysisk, marketingmæssigt og finansielt. Det er i en hver henseende en ordentlig omgang, især fordi jeg jo kommer fra en helt anden baggrund, sagde John Marienhof, der samtidig glædede sig over de mange hyggelige mennesker, han dagligt møder i caféen.

Det hårde arbejde har ikke skræmt caféejeren, som allerede har flere nye planer for den gamle skobutik i Algade, blandt andet at udvide med et digitalt konferencecenter.

De to øvrige nominerede til Årets Iværksætter var Nordahl & Friis Blomster samt Aulebjerg El Aps.
rmh

Skriv en kommentar