(Last Updated On: 14. juni 2019)

Der var god stemning, hygge og snak på kajen i Bøgeskov Havn ved pinselørdags “Havnewarming”. (Foto: Palle Christensen)

Bøgeskov Havn: Mon ikke der var nogle stykker som lykkes at få pinsesolen til at danse, da der pinselørdag blev afholdt en succesrig festdag på havnen i Bøgeskoven?

Fra truende død til liv

Palle Christensen, som er pressetalsmand for Foreningen Bøgeskov Havn, fortæller dagens tidlige byger blev afløst af solskin og frisk brise, da Bøgeskov Havn pinselørdag ved middagstid gav signal til åbningen af “Havnewarming”, og der var næsten flere gæster som strømmede til, i det flotte havvejr, end bølger fra de store oceaner.

Arrangementet var den offentlige markering af ejerskiftet, hvor Foreningen Bøgeskov Havn nu er havneejer, og i et lille års tid har arbejdet på at redde havnen fra en truende død.

Musik og skipperskrøner

Eftermiddagen igennem hyggede de mange “warminggæster” sig i festtelt på kajen og udendørs med mad, drikke og en skipperskrøne eller ti.

Spillemændene “De halvgamle” lagde den rette stemning og sørgede også for, at sangstemmerne kunne røres. Dansk Søredning fra Køge og Stevns-beredskabet stillede hver med en redningsbåd og sørgede for søsikkerhedsevents i havnebassinet. Det var også muligt at få en gratis tur i søredningens lynhurtige båd.

Nyt broanlæg til sejlere

Gæsterne, der kom både fra havsiden og landsiden, kunne ved selvsyn konstatere, at havnen i den idylliske nordstevnske natur fortsat lever og nu fremtræder livskraftig med nyt broanlæg langs hele vestmolen, restaurerede bygninger og med uddybning af sejlrende og havnebassin i en grad, som atter muliggør besøg af gæstesejlere i en bredere skala, oplyser Palle Christensen.

– Det vidner om en interesse og en opbakning hos både sejlere og landfolk, som er guld værd for det arbejde, vi har i gang for at sikre, at Bøgeskov fortsat kan være en levende havn.

„Men vil foreningen gentage succesen med havnetræffet?”

– Ja, vi har i havnebestyrelsen fået mod på at gøre noget lignende, og endnu bedre, til næste år, slutter han med et ohøj og på gensyn i Bøgeskov Havn.

sky

 

Skriv en kommentar