(Last Updated On: 11. oktober 2019)

Med lysevent i Munkegårdsparken og indsamling af pant i uge 43

Fra venstre er det Clara, Isabella, Celina og Kathrine fra 7.a., som her viser den flotte plakat frem. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Store Heddinge: De seneste fire år har den årgang, der nu går på 9. klassetrin på Store Heddinge Skole, hvert år i uge 43 samlet ind til Kræftens Bekæmpelse. Men i år går skolen all in på indsamlingsprojektet, for denne gang går alle klasser på skolen i aktion.

Ligesom de øvrige år skal der samles pant ind til det gode formål, og derfor vil der i alle klasselokaler være tomme plasticposer, klar til at blive fyldt med pantflasker og -dåser.

Torsdag den 24. oktober arrangeres der lysevent i Munkegårdsparken, hvor alle er velkomne til at kigge forbi mellem kl. 18 og 20 for at være med til at støtte op om den gode sag.

– Her kan man købe lotterilodder, og der er gode præmier sponseret af byens butikker. Der vil også være salg af kage og lysposer. Og al overskud går til Kræftens Bekæmpelse, fortæller Celina, Clara, Isabella og Kathrine, der alle går i 7.a.

For at fortælle om det gode arrangement har eleverne lavet flotte plakater, som kommer op at hænge rundt omkring i byen og på skolen.

Eleverne håber at slå rekorden fra 2017, hvor der blev indsamlet 35.293 kroner. Og mon ikke det lykkes, nu hvor hele skolen i fælles indsats går til kamp for at knække kræften.

Knæk Cancer er et samarbejde mellem Kræftens Bekæmpelse og TV2, som hvert efterår dedikerer en hel uge, nemlig uge 43, til oplysning om og indsamling til projekter, der nytter i kampen mod kræft. Ugen kulminerer i et stort indsamlingsshow på TV 2 lørdag den 26. oktober, hvor også indsamlingsbeløbet fra Store Heddinge Skole bliver doneret.
rmh

Skriv en kommentar