(Last Updated On: 5. november 2019)

Henrik og Helen Sørensen glæder sig til igen i år at fejre jul for ensomme stevnsboer. (Privatfoto)

Strøby Egede: Julen er som bekendt hjerternes fest, og hos ægteparret Helen og Henrik Sørensen fra Strøby Egede er der masser af hjerterum. I 2017 påbegyndte ægteparret en ny tradition: Hvert andet år inviterer parret enlige medborgere på Stevns til festlig juleaften med alt, hvad der til hører.

For som Helen siger:

– Der er ingen, der bør holde jul alene. Henrik og jeg holdt jul for nogle af vores enlige medborgere i 2017, og det har vi glædet os til at gøre igen i år.

Så er man ung, ældre, enlig mor eller far med børn, ensom eller af andre årsager savner nogle at fejre julen med, så er man hjertelig velkommen til at holde jul med Helen og Henrik den 24. december.

Ligesom sidste gang bliver det også i år afholdt i lokalet ved biblioteket i Strøby Egede – og bliver tilmeldingen større, end lokalerne her kan rumme, så vil festlighederne rykke til andre og større lokaler.

– Vi tænker, at vi starter klokken 16.30 med velkomst, derefter dejlig mad og julehygge, og aftenen slutter cirka kl. 23, oplyser værtsparret, der både vil servere lun flæskesteg og alt, hvad der hører til der, samt risalamande og selvfølgelig mandelgave.

Senere på aften er det lidt sødt til kaffen, og den hyggelige julestemning med julepynt og -lys kommer heller ikke til at mangle.

– Og så vil vi forsøge at koordinere samkørsel for de af vore medborgere, der ikke selv har mulighed for transport, lover Helen og Henrik, som håber, at mange vil melde sig til en glad og hyggelig aften, der måske for nogle vil danne nye bekendtskaber.

Det koster ikke noget at deltage. For mere information og tilmelding kan man ringe til Henrik på telefon 21207660. Tilmeldingsfristen er den 10. december.

– Vi glæder os til at høre fra dig, slutter Helen og Henrik, der håber på en rigtig hyggelig juleaften med masser af hjerterum.
rmh

Skriv en kommentar