(Last Updated On: 15. december 2014)

 

Martin-Guf-og-friskolen
Der blev – under kyndig vejledning af kokken Martin ”Guf” Becker Rasmussen – kokkeret til den helt store guldmedalje i køkkenet i Hellested Forsamlingshus. (Foto: Line Krogh Lay)

HELLESTED: Sidste lørdag var der gang i gryder, potter og pander i Hellested Forsamlingshus. Omkring 20 børn fra Hellested Friskole brugte hele dagen på at kokkerere en 3-retters menu til adskillige af byens borgere – i et kyndigt og gastronomisk samarbejde med TV-kokken Martin ”Guf” Becker Rasmussen fra restauranten Lokal Kærlighed i Rødvig.
”Det er Dagli’Brugsen i Hellested, der har fået en pose penge fra COOPs Initiativpulje til arrangementet, og hele ideen udspringer af et ønske om at få flere til at interessere sig for gode og gerne lokale råvarer. Ikke mindst børnene”, siger Kasper Krogh Christensen, der er bestyrelsesmedlem i Dagli’Brugsen.
”Sidste år havde vi stor succes med en madaften i samarbejde med kokke fra Claus Meyers koncern, og i år ville vi gerne inddrage børnene, for det er vigtigt, at de får åbnet deres øjne, ører og smagsløg for de mange, mange variationer, som sund og spændende mad kan indeholde”, siger han.
Børnene havde en herlig dag med at lave mad sammen med Martin ”Guf”, og de spisende gæster nød de tre lækre retter, som bestod af: Laks til forret, svin med perlebyg og rodfrugter til hovedret og æblekage med kondenseret mælk til dessert.

Fællessang
Bestyrelsesformanden for Dagli’Brugsen i Hellested, Kasper Krogh Christensen, havde i løbet af dagen skrevet en sang sammen med kokkebørnene. Den handlede om dagens begivenheder, om maden og om nye venskaber – og den blev under fællesspisningen kastet op på væggen med en projektor, så alle kunne hjælpe børnene med at synge. (Foto: Line Krogh Lay)

Skriv en kommentar