(Last Updated On: 14. marts 2014)

Alle-børnHver fredag i seks uger har almindelig undervisning
i 3., 4. og 5. klasserne på Hellested Friskole været afløst af arbejde på tværs af klasserne om genbrug og affald

Silje Rasmussen, Viktor Hansen, Sahra Olsen, Lukas Sandy Bech, Sofie Brixtofte og Jakob Mathiessen ved nogle af de mere kreative ting, de og deres kammerater fra 3. til 5. klasse har skabt af skrald og genbrug.

HELLESTED: Her har de 43 elever fra de tre klasser med stor entusiasme og nysgerrighed arbejdet sammen og på tværs af klasserne om projektet. Fagene matematik, dansk, billedkunst og natur- og teknik har været koblet sammen, og eleverne har brugt lidt fra hvert fag til fremstilling af skulpturer og plancher.

Skulptur, tegning og pynt
Det er der kommet en meget informativ udstilling ud af på skolens bibliotek. Her er plancher, skulpturer af genbrugsmateriale, tegninger og tidslinier med elevernes egen-illustrerede billeder over bl.a. typer af affald i hver tidsperiode. Desuden har eleverne fremstillet dekorativt pynt af bl.a. toiletruller skåret i ”skiver” og trukket gennem en farverig snor – en dekorativ uro, der nu hænger ned fra loftet på biblioteket.
Også elevernes husstande har været inddraget i projektet; 3. klasse har haft til opgave at tælle, hvor mange skraldeposer de hver især smed ud om ugen.
”Det blev til 224 poser. Det har vi divideret med både antallet af dage og de, der har deltaget”, fortæller Sofie Brixtofte fra 3. klasse, mens Jakob Mathiesen, også fra tredje klasse, fremhæver, at det sjoveste i projektet har været at tegne til tidslinierne.

På tur til modtagepladsen
Det blev også til en tur til modtagepladsen i Hårlev for 4. klasse. Her fik eleverne en rundvisning og fik fortalt, hvordan affaldet skal sorteres i de forskellige containere.
”Vi så eksempler på forskellige typer affald, og de havde også en UFF tøjcontainer – til tøj til genbrug” fortæller Viktor Hansen og Silje Rasmussen til Stevnsbladet.
De seks elever, der præsenterer projektet for »den stevnske verdenspresse« udtrykker stor entusiasme over projektet.
”Det har været rigtigt sjovt at være med til”, siger de med én mund.

Skrald i naturen
5. klasse har været på skralde-gå-tur i nærområdet. Og eleverne fortæller, at det var nemt at finde skrald. Faktisk er børnene lettere fortørnet over, at der lå så meget affald rundt omkring.
”Vi fandt glasflasker, papir, et nytårsbatteri og hundelorte i poser”, fortæller Lucas Sandy Bech og Sahra Olsen.
Ingen af eleverne kan forstå, at poserne med hundelortene ligger i naturen. Hvorfor tager hundlufterne ikke posen med hjem?
”Det tager rigtig lang tid at nedbryde plasticposer i naturen. Så hellere lade hundelorten ligge i naturen i stedet i en plasticpose”, siger Lucas Sandy Bech lettere forarget.
Eleverne fra 5. klasse har også lavet en quiz om nedbrydningstider for forskelligt skrald. I quizzen skal man gætte, hvor lang tid forskellige ting, f.eks. plastic, cigaretskod, dåser og glas, er om at blive nedbrudt i naturen.
”Forældre, bedsteforældre og andre fra Hellested har været forbi skolen og se udstillingen. Alle kan lære noget af den”, siger Kristian Boe, der sammen med kollegerne Keld Andreasen og Lone Andersen har været lærerteamet på projektet.    cs
Sofie
Sofie Brixtofte fra 3. klasse viser her, hvordan eleverne er kommet frem til opgørelsen over, hvor mange skraldeposer hver husstand smed ud i en given periode. (Foto Charlotte Skøtt).

Skriv en kommentar