(Last Updated On: 21. juni 2022)

Stevns kommune øger kontrollen på Stevns Klint

Områdebetjent i Stevns Kommune, Vibeke Nielsen (Arkivfoto: Rikke Michael Hansen)

Stevns Klint: Hvis man går en tur langs Stevns Klint tirsdag den 28. juni, kan man møde Vibeke Nielsen, som er områdebetjent i Stevns Kommune.

Hun skal med ud for at se, om alle kan huske, hvilke færdselsregler og retningsregler, der gælder langs klinten.

– Vi oplever fortsat problemer med, at folk cykler, ikke har snor i deres hund eller smider affald på trampestien, og det vil vi gerne gøre noget ved af hensyn til alle de øvrige gæster og ikke mindst de mange lodsejere, som trampestien passerer. Ved en fælles indsats vil vi hjælpe besøgende og lokale med at huske, hvordan man færdes langs Stevns Klint, siger Flemming Petersen (V), der er formand for udvalget for Plan, Miljø og Teknik i en pressemeddelelse fra Stevns kommune.

Stevns Klint blev fredet i januar 2021 med en række bestemmelser, der skal hjælpe til at beskytte og bevare de særlige værdier, der er her, og som gør det muligt at færdes på en god og tryg måde. Der er tale om en fælles indsats mellem politi, verdensarvskontoret og Stevns Kommune.

– Vi håber, at der med initiativet kommer mere fokus på, at Stevns Klint er et fredet området, hvis geologi og natur vi skal beskytte ekstra godt, siger udvalgsformanden.

Regler for færdsel langs Stevns Klint

  • Det er ikke tilladt at hakke i Stevns Klint, der er UNESCO verdensarv.
  • Det er ikke tilladt at indsamle fossiler til kommerciel brug.
  • Hunde skal være i snor.
  • Det er ikke tilladt at flyve med drone eller lignende med udgangspunkt fra fredningsområdet.
  • Færdsel er kun tilladt til fods. Lad cyklen stå.

Bødestraf

  • Du kan få en bøde, hvis du overtræder en eller flere af fredningsbestemmelserne eller hvis du overtræder en anden bestemmelse fra naturbeskyttelsesloven; f.eks. hvis du smider affald i naturen.
    Bødestørrelsen er f.eks. 1.000, kr., hvis du smider affald (også toiletpapir, cigaretskod, plastflasker mv.), op til 2.000 kr. for at flyve med drone og 2.000 kr. for ikke at have snor i din hund.

Kilde: Stevns Kommune

Skriv en kommentar