(Last Updated On: 27. juli 2021)

Det helt særlige stevnskirsebær er tilbage

Gårdbutik: Stevns var en gang kendt for sine berømte stevnskirsebær, og derfor besluttede parret bag Engvang Frugt, Annelise Nielsen og Dan Christensen, at forøge deres frugtplantage med disse særegne, syrlige, bær.
Det blev til 250 træer, som i dag er tre år gamle og bugner af bærsorten Birgitte, som er over 100 år gammelt med højt syreindhold og masser af farvestof. Perfekt til saft og kirsebærvin.

Her fordres grise
med bær og æbler

Annelise Nielsen fører an mod de lange rækker af de hurtigvoksende kirsebærtræer.
På afstand kan man se de mørkerøde klaser, for det har med Annelise Nielsens ord været et ”stort bærår”.
– Vores grise kan også godt lide dem, siger hun, da vi passerer en fold med fritgående dyr, som både har jordsorte tryner og krøller på halen.
– Vi samler dem i hold af 15, så de har rigeligt areal at boltre sig på. De går ude hele året, fordi vi har ikke stalde. Dem vi har nu er pattegrise fra april og de skal snart slagtes, fortæller hun uden at det genere grisene, som kommer stavrende.
– De får fuldfoder, så vi er sikker på at de får vitaminer og mineraler. Men de lever også godt af rester fra bær og æbler. De får de to gange om dagen. Derfor smager de godt. Og så sendes de til slagtning i hold af 7-8 for at undgå stress og jag, siger hun og tilføjer, at de ikke selv slagter, men at man kan købe kødet i gårdbutikken.


De bær og æbler der ikke kan sælges, ender hos de fritgående grise, der til gengæld ender i fryseren til salg i butikken hos Engvang Frugt.

De ægte stevnskirsebær

Vi er nået til de godt tre meter høje stevnskirsebærtræer, som Annelise Nielsen mener er modne sidst i august.
– Vi var heldige med vejret da de blomstrede, og se hvor meget de bærer. Sidste år måtte vi nærmest lede efter dem. Vi overvejer at få en anden surkirsebærsort på jorden bag, siger hun, og med 8,5 hektar burde der være plads nok.
– Måske vil vi tilbyde selvpluk, og allerede nu har flere bestilt kirsebær. Vi vil primært producere saft af dem, til brug for bl.a. marmelade. Men det kunne være sjovt at udvikle nye ting, f.eks. en sommerdrik eller en likør, oplyser hun.
Engvang Frugt har det, som lægfolk ville kalde åbne telttunneler, hvor der vokser 150 brombærbuske, 1.500 hindbærbuske og 65.000 jordbærplanter. Og de plantes som nye hvert år.
– Vi har gode folk, som har hjulpet os i mange år, og som ved hvordan man planter, svarer Annelise Nielsen på spørgsmålet om ikke det er et kæmpearbejde.
– Vi har allerede bestilt planter til næste år, for at være sikker på mængden, siger hun.

Også en hyggelig café

Overfor de åbne bærtelte står rækker af æble- og pæretræer, mellem 3.-4.000 styk, og planen er, at der også kommer både ribs og solbær til selvpluk i fremtiden.
Annelise Nielsen og Dan Christensen er nået langt siden de etablerede sig i 2008.
– I dag producerer vi foruden syltevarer, kød og saft også brød og is, siger hun, mens Deres udsendte kigger på hjemmelavede glas med ramsløgssalt.
– Camilla (Lübcke) og jeg får mange nye idéer, når vi går i køkkenet og udvikler. Det kommer lidt efter lidt, sidst var det hindbærsirup, og så kører Dan og jeg rundt på andre gårdbutikker og får inspiration. Vi sælger også andres produkter som bl.a. øl og bolcher, forklarer hun, mens hun retter på skilte som viser hvilke bagværk der sælges, og skiltet med de hjemmelavede is, der bl.a. omfatter noget så eksotisk som en basilikum og citronverdena is.
Meget kan tages med hjem, men da der også er en café, som har åbent fra 10-16:30, så kan man i hyggelige omgivelser prøvesmage de gode stevnske råvarer, og dem er der endnu flere af, når der åbnes for høstmarkedet søndag den 19. september.

sky


Sommer og gårdbutik med café er en god kombination, og kunderne har masser at vælge mellem.

 

Pluk fra Stevnskirsebærrets historie

  • Stevnskirsebæret nævnes i danske kogebøger helt tilbage til 1600-tallet.
  • I 1946 startede ”saftkongen” Gudmund Jørgensen den senere Vallø Saft til bl.a. marmelade, konserves og saft.
  • I 1947 startede firmaet Peter F. Heering produktionen af den berømte Cherry Heering.
  • Andre virksomheder lavede f.eks. kirsebærvinen Kijafa.
  • I 1965 plantede Preben Troels-Smith 13.000 stevnskirsebærtræer i Klippinge. Bærrene blev bl.a. brugt til at fremstille kirsebærvinen Elsinor.
  • I 1989 købte Allan Møller Ellegården i Vallø, og begyndte at producere Gikisa af stevnskirsebærsaft.
  • I 2018 startede Engvang Frugt en plantage med stevnskirsebær.

Skriv en kommentar