(Last Updated On: 27. november 2020)

En anden slags julemarked: Lokale Juleværker er nu en realitet

Stevns/Faxe: Stort set alle større julemarkeder er lukket i år på grund af corona-situationen. Mange elsker ellers at finde årets julegaver på disse julemarkeder, og det er en vigtig indtægtskilde for mange små kreative producenter. Så noget måtte gøres, og Lokale Juleværker så dagens lys.

26 lokale kunstnere, kunsthåndværkere og producenter har meldt sig til at holde åben hjemme hos dem selv, i eget værksted, atelier eller lignende, de to første søndage i advent. De 26 deltagere fordeler sig relativt jævnt på hele den stevnske halvø og et godt stykke ind i Faxe med en i Haslev længst mod vest, et par stykker i Karise og en lidt udenfor Faxe og så er der også én enkelt i Tessebølle, syd for Herfølge.

Se billedgalleriet med nogle af de lækre ting fra juleværkerne (Pressefotos):

Og der er noget for enhver smag og pengepung. Der er baby- og børnetøj, malerier og illustrationer, smykker, trævarer, vævede textiler, filtede textiler, julepynt i filt, træ, keramik, keramiske brugsgenstande, keramiske skulpturer, forklæder, bivokset mademballage, pileflettede kurve og fuglehuse, lokale madvarer, hjemmeristet kaffe, papirblomster og meget mere.

– Det er et kriterie for at deltage, at man tilbyder produkter, som man selv har fremstillet helt eller delvist. Det giver en særlig kvalitet, som jeg oplever, at der er stigende interesse for. Der er bare mere charme ved en hånddrejet skål, håndlavede smykker, en håndstrikket sweater eller et unikt maleri end noget der kommer ud af en kinesisk plastfabrik eller på anden måde er masseproduceret, siger initiativtager Charlotte Mannstaedt.

Julevaerk.dk kan man finde alle deltagerne på et kort, samt med adresser, billeder og en beskrivelse af, hvad de har at tilbyde.

– Jeg vil varmt anbefale, at man går ind og kigger på Julevaerk.dk og lægger sig en rute helt efter sit eget hoved, og giver sig selv en super juleoplevelse. Det bliver en anden slags julemarked, men bestemt lige så hyggelig. Og så støtter man samtidigt de lokale kreative erhverv, siger Charlotte Mannstaedt.

Ude ved den enkelte deltager vil værterne bære visir eller maske, og der vil være sprit til hænderne samt begrænsninger på hvor mange, der kan være inde ad gangen, så alle forholdsregler overholdes, ligesom i butikkerne.

Der holdes åben fra kl. 11.00-16.30 søndag den 29. november og søndag den 6. december.

De 26 deltagere er:

  • Anette Sjølund – malerier, akvarel og keramik
  • Anne Gormsen – bivokset emballage
  • Anne Haagen Hansen – baby- og børnetøj
  • Birgit Larsen – keramik
  • Charlotte Mannstaedt – æsker, smykker m.v. i træ og akryl
  • Engvang Frugt – frugt, syltevarer m.v.
  • Erik Jensby – masker og juleskræmsler
  • Erik Vangsgaard – drejede skåle og julepynt m.v.
  • Evy Wridt – keramiske brugsgenstande
  • Helle Lundsgaard Christensen – maleri og filtet julepynt
  • Inger Jepsen – vævede tekstil og malerier
  • Jeanne Johansen – papirblomster og julefigurer m.v.
  • Jens Hansen – lokale madspecialiteter
  • Jette Balslev – unika-forklæder
  • Lisbet Hess Nielsen – keramik og skulpturer
  • Lotte Birkholm Larsen – keramiske julepynt m.v.
  • Loui Baeré – hjemmeristede kaffebønner
  • Mai Hvid Jørgensen – pileflet
  • Natasja Justensen – guldsmede-smykker og julepynt
  • Per O. Jørgensen – illustrationer og malerier
  • Sejer Folke – skærerbrædder, knivbrædder m.v.
  • Tessebølle Får og Uld – garn, strik, skind m.v.
  • Tina Jensen – blomstermalerier
  • Tina Sehested – nordisk uldstrik
  • Torben Nielsen – keramiske skulpturer
  • Vibeke Frost – skulpturelle vaser m.v. i keramik

Skriv en kommentar