(Last Updated On: 8. juni 2021)

Jeg mener, at værdighed, pleje og omsorg af ældre er en vigtig opgave. Fra politisk side skal det sikres, at de ældste borgere får et trygt liv med ordentlige vilkår i Stevns kommune. Det bør være en selvfølge, at vores ældre medborgere bliver mødt med anstændighed og respekt.

En plejehjemsbolig er at betragte som borgerens egen private bolig, og det skal respekteres. For mig hører det til, at man ihvertfald flere gange om ugen kan få hjemmelavet mad. Jeg kan sagtens forestille mig, at det er nemmere sagt end gjort, når jeg siger, at efter et kommunalvalg vil DF-Stevns – såfremt vælgerne bakker os op – arbejde for frisklavet og hjemmelavet mad ude på plejehjemmene. Men det er vores målsætning, fordi det fortjener vores ældre medborgere, ligesom deres pårørende bør sidde tilbage med en fornemmelse af, at kommunen har gjort, hvad den kan for at højne deres forældres og bedsteforældres livskvalitet. Og det at kunne se, mærke og dufte maden, og efterfølgende smage på maden, er livskvalitet. Det er det for alle os andre, så hvorfor skulle det ikke også være det for den ældre herre eller dame, der i dag bor på et plejehjem? Svaret er naturligvis, at det også betyder noget for dem. Så det vil vi gerne arbejde for fremadrettet. Vi vil også gerne diskutere, hvordan det kan ske i praksis, om det eksempelvis skal være fleksjobber, eller andre grupper, der kan stå for det.

Vi skylder de mennesker, der gennem et livs arbejdsindsats har skabt forudsætningerne for vores allesammens velstand og velfærd. Jeg vil gerne slå fast, at et stærkt samfund skal bedømmes på hvordan det behandler dem, der har et velbegrundet behov for hjælp og støtte i deres liv. Det gælder naturligvis også de af os, der har nået pensionsalderen.

Jeg håber, at ældrepolitikken fremadrettet vil fylde mere i den lokalpolitiske debat.

Martin Henriksen
Spidskandidat for Dansk Folkeparti på Stevns

Skriv en kommentar