(Last Updated On: 22. januar 2018)

Trygfonden har tildelt 5.000 kroner til Højerup Borgerforening til et hjertestarterkursus

Højerup: Højerup Borgerforening er meget bevidste om det stigende antal turister, der gæster byen og klinteområdet. På den baggrund har borgerforeningen ansøgt Trygfonden og fået tildelt 5.000 kroner til et hjertestarter- og grundlæggende førstehjælpskursus.

– Med mere end 100.000 besøgende om året og dårlig mobildækning, kan der måske opstå en situation, hvor vi i byen kan være med til at redde liv. Der findes en hjertestarter på parkeringspladsen ved Traktørstedet. Tilstedeværelsen af denne, kombineret med at flere borgere i byen fremadrettet vil have det grundlæggende kursus, vil betyde, at hjælpen vil kunne nå hurtigere frem. Vi er derfor meget taknemmelige for støtten fra Trygfonden, udtaler formand for Højerup Borgerforening, Anita Pedersen.

Kurset finder sted som et samarbejde mellem Højerup Borgerforening og Traktørstedet Højeruplund i starten af april. Der vil være mulighed for op til 60 deltagere både fra Højerup by samt medarbejdere fra traktørstedet. Instruktion er under ledelse af uddannede instruktører fra Beredskabsforbundet.

For yderligere information se højerup.dk.

 

Skriv en kommentar