(Last Updated On: 12. januar 2017)

Vil du gerne blive klogere på pattedyr på Stevns, så kom til foredrag på Stevns Naturcenter tirsdag d. 17. januar.

Her vil Mogens Andersen – der igennem mange år har arbejdet i de videnskabelige samlinger på Statens Naturhistoriske Museum – fortælle om de vilde pattedyr, der lever på Stevns.

– Mogens tager udgangspunkt i den sidste Atlasundersøgelse, der er en landsdækkende undersøgelse af arters udbredelse i Danmark, oplyser Kirsten Føns, der er biolog og naturvejleder på Stevns Naturcenter.

– Blandt andet vil han omtale arter, hvor man endnu ikke fuldt ud kender udbredelsen, men som man skulle forvente vil findes på Stevns. Måske kan du så hjælpe med at udfylde hullerne, hvis du har observeret dem i naturen eller har dødfundne individer af dem?, siger Kirsten Føns.

Det er Naturentusiasterne ved Stevns Klint, der i samarbejde med Stevns Naturcenter står for arrangementet. Naturentusiasterne ved Stevns Klint er et frivilligt netværk af naturinteresserede på Stevns, som mødes med jævne mellemrum og udveksler viden om naturen og geologien ved Stevns Klint. Det kan ske i form at ekskursioner eller mødeaftner, foredrag eller andet. Naturentusiasterne ved Stevns Klint er forankret i Verdensarv Stevns og er åben for alle interesserede.

Aktivitetsprogrammet for januar og februar er:

  • Tirsdag d. 17. januar kl. 19 – 21: Foredrag om pattedyr på Stevns, af Mogens Andersen
  • Tirsdag d. 21. februar kl. 19 – 21: Foredrag om fossiler ved Stevns Klint, af Peter Bennicke

Begge arrangementer foregår på Stevns Naturcenter. Arrangementerne er gratis og tilmelding er ikke nødvendigt.

Skriv en kommentar