(Last Updated On: 25. august 2020)

Måske hattrick i 2021

Halmballerne pryder de stevnske marker. (Foto: Klaus Slavensky)

Stevns: De minder lidt om Deres Udsendtes hovedbund, markerne på Stevns, som netop nu står med ubrugelige stubbe, der stikker i alle (u)mulige retninger.

Der er blevet høstet, og skal man tro en fagmand, så ser årets udbytte godt ud.

Udbytte over middel

Ole Elbæk er gårdejer fra Klippinge, og formand for Østdansk Landboforening, og han taler sågar om et rigt udbytte.

– Høsten har været over middel på samtlige afgrøder, lyder hans vurdering, selv om frøhøsten drillede lidt i starten ”men det kan vi næsten ikke huske”, tilføjer han.

– Det gode resultat gælder båd spinat og alle kornarter, resultatet er over middel, siger han.

Andet år i træk

Det er andet år i træk, at der er tilfredse miner hos de stevnske landmænd, som nu er færdige med at høste for i år.

– Det gælder også for de økologiske landmænd, og måske får vi hattrick i 2021, forudsætninger er der, forklarer han optimistisk, før han afbrydes af journalistens spørgsmål om det er rigtigt set, at der har været færre halmballer pakket ind i plastic.

– Nææ, det tror jeg er en tilfældighed. Sidste år var halmudbyttet ganske stort, og mange har haft store lagre, så det kan være at man i det tørre vejr har nøjes med at presse halmballerne, selv om kvæg- og hesteavlere foretrækker det i plast, lyder Ole Elbæks svar, der dermed dæmper Deres Udsendtes glæde over mindre plast og mere klimatænkning.

Men glæden over en god høst er der stadig.
sky

Skriv en kommentar