(Last Updated On: 22. september 2022)

Se billedserien fra forberedelserne til årets høstfest på Skelbæk Friskole. (Fotos: Skelbæk Friskole)

Magleby: Torsdag og fredag i sidste uge havde samtlige elever og personalet på Skelbæk Friskole travlt med forberedelserne til skolens årlige høstfest, som elevernes familier var inviteret til at deltage i fredag eftermiddag fra kl. 16-19.

Stevnsbladet kiggede forbi torsdag formiddag, hvor det udnævnte pressehold: Anton og Emily fra 7. klasse samt Kristina fra 8. klasse, tog imod og fortalte om de forskellige opgaver, som klasserne havde fået tildelt.

Anton, Kristina (mf) og Emily havde inviteret til pressemøde for at fortælle om årets høstfest, og de glædede sig meget til en hyggelig eftermiddag med familien. (Foto: Rikke Michael Hansen)

Og der var nok at se til:

I 0. klasse ville der være masser af hygge, mens gæsterne foran 0. og 1. klasse – for Skelbæk-penge, naturligvis – kunne købe pizzaboller, hvis de blev sultne i løbet af eftermiddagen.
Til dem, som gerne ville dyste med hinanden, var det muligt i både 2. klasse, hvor der kunne kastes med beanbags og i 3. klasse, hvor man kunne prøve en omgang ballondart.

4. klasse skulle stå for salg af pølsehorn ved deres klasse, mens 5. klasse – som om torsdagen var til skolehåndbold i Stevnshallen og derfor var i god træning – arrangerede håndboldkamp. Også 6. klasse sørgede for god motion med en parkourbane i hallen.

Det var desuden muligt at købe hjemmelavet tomatsuppe med brød, hvilket 7. og 8. klasse havde travlt med at producere i skolekøkkenet. Her blev der hakket løg og ikke mindre end 70 kilo tomater. De mange røde tomater var for øvrigt sponseret af det lokale gartneri: Østervang Sjælland A/S.

Endelig skulle 9. klasse stå for kæphesteridning ved den store legeplads. Også en stor halmballeforhindringsbane skulle bygges, og så skulle der pyntes op i bedste høstfest-stil med

Mon ikke gæsterne er gået både glade, mætte og trætte hjem efter en rigtig hyggelig høstfest.
rmh

Skriv en kommentar