(Last Updated On: 4. oktober 2017)

Anna Veng og Carsten Visby nyder »Kongelogen« i Snurretoppens nyrenoverede biografsal. Huset har også fået nye toiletter. (Foto: Klaus Slavensky)

Store Heddinge: Snurretoppen er en frivillig kulturvirksomhed som løber rundt. Men forudsætningen er, at der bakkes op om aktiviteterne.

Stevnsk kulturmekka

Sådan siger Anna Veng og Carsten Visby fra bestyrelsen i Snurretoppen, i forbindelse med at en ny efterårs- og vintersæson starter.

Og der er meget i vente. Det stevnske kulturmekka huser Stevns Amatør Scene, Spilledåsen, Stevns Teaterforening, biografen Snurretoppen, og mange andre afholder arrangementer i Algade 32.

Nye film står i kø

Biografen er det økonomiske fundament, fortæller Anna Veng, og fortsætter:

– Besøgstallet har været stigende de seneste år. Vores seniorbio gav en positiv tilgang

– Filmgruppen fungerer fint, supplerer Carsten Visby og uddyber:

– Det gælder om at finde en bredde, så vi render til filmtræf og diverse for at holde os ajour.

Carsten Visby oplyser, at der er fire-syv nye titler per måned, hvilket bliver til mellem 70-90 forskellige film per år.

– Da jeg startede viste vi én film om ugen, beretter han.

Børnene er et aktiv

Både Anna Veng og Carsten Visby er blevet voksne, og de beklager at gennemsnitsalderen for de frivillige i Snurretoppen er for høj.

– Derfor efterspørger vi forældreopbakning til vores børnefilmklub, lyder det fra Anna Veng.

I løbet af et år kommer der mellem 8-900 børn i den hyggelige og nyinstandsatte biograf. Skolerne bruger også Snurretoften til events med elevernes egne kortfilm, litteraturfestivaler og meget andet. Ligesom det er populært at afholde børnefødselsdag i Snurretoppen, hvor pakken består af en film, popcorn og sodavand, og så kan man selv arrangere et rigtigt hurra-kalas.

Opera, ballet og MGP

En anden genre er operaprogrammet, der i 2017/18 også byder på balletfilm med et glas vin, der følger med billetten.

De yngre kan desuden glæde sig til at se MGP-showets direkte finale den 17. februar, uden voksne, og der er gratis adgang.

Forudsætningen for alle herlighederne er Støtteforeningen, der altid har plads til nye medlemmer.
sky

 

Skriv en kommentar