(Last Updated On: 14. september 2021)

Foredrag om livsmod, livslyst og livsglæde

Erik Lindsø holder foredrag på Mødestedet i Hårlev. (Pressefoto)

Hårlev: – Det handler om at ændre mismod til livsmod, og jeg gør det ved at tage fra de muntre og give til de skuffede, siger Erik Lindsø, som er forfatter, kulturjournalist og højskolemand.

Tirsdag den 21. september klokken 19-21 besøger han Mødestedet ved Hårlev Bibliotek med et muntert og livsbekræftende foredrag, hvor lattermusklerne bliver rørt.

Humor er det bedste værn mod stress og Lindsøs foredrag er en kærlig opsang til alle de langtidsskuffede og bekymringsparate. Erik Lindsø har flere bøger bag sig, for eksempel titler som ”Der er nu noget ved livet, man ikke finder andre stedet” og ”Livet er i det mindste en historie værd”. Derudover er han en af landets mest efterspurgte foredragsholdere og er kendt for at bruge humorens bid til at sætte tilværelsen under lup.

Billetter til foredraget koster 50 kroner og skal købes enten på Stevns Bibliotekernes hjemmeside stevnsbib.dk eller på biblioteket i enten Hårlev, Strøby Egede eller Store Heddinge i den betjente åbningstid.

Skriv en kommentar